Baaden og især af Høvedsmanden holdes skarpt og stadigt Udkig baade for Rosser og Søer; at man paa Steder hvor man er udsat for Faldveir, selv i tilsyneladende stille Veir, kommer Landet for nær og i det Hele taget fører Seil osv. Dette ser kanske ud som Smaating, men Gud hjælpe os saa sandt, det er vistnok meget store Ting; mange Menneskers Liv har vel hængt og vil vel hænge deri.
I et Efterord fremsætter Hr. Amtmanden et Forslag, som det skulde være af Interesse at høre Nordlændingernes egen Formening om. Han siger:
Der har under Nedskrivelsen af disse Bemærkninger foresvævet mig en Tanke, som oftere før har opstaaet hos mig, og som jeg tror at jeg ogsaa embedsmæssigen har udtalt. Denne Tanke, som jeg i det Foregaaende bar søgt at begrunde, finder sit Udtryk i følgende Spørgsmaal: „Skulde det ikke fortjene nærmere Overveielse, om man ikke kunde ordne sig saaledes, at der aarligen fra Nordlandene, deri indbefattet Senjen og Tromsø Distrikt, kunde udskrives nogle unge Sømænd til Orlogs?“
Jeg har den Tanke, at der ikke skulde kunne paavises saa ret Meget, der kraftigere vilde bidrage til et Opsving i den Retning jeg især skulde ønske. Hvad der fornemmelig mangler Nordlændingen som fuldkommen Sømand er Livlighed, Opmærksomhed og en skjærpet Bevidsthed om Lydighedspligtens Nødvendighed paa Søen og ikke mindst paa den nordlandske Baad. Jeg tror nu, forudsat at man forresten kun valgte dygtige Folk, og paa dem er der Gud ske Lov ikke Mangel, at de fra et Orlogstogt hjemvendende unge Mænd vilde medbringe flere af disse Egenskaber, og jeg tænker mig dem som herlige Høvedsmænd, der nok ogsaa vilde kunne komme til at virke gavnligt paa deres Omgivelser. Thi besidder den nordlandske Sømand Livlighed, Opmærksomhed og Eftertanke, saa skal man nok ikke sætte nogen Sømand langs Norges Kyst over ham. Paa Mod, Erfarenhed og Koldblodighed har jeg aldrig seet at det har skortet.
