Side:Folkevennen 1862.djvu/528

Denne siden er ikke korrekturlest
524

men var især beskjæftiget med at passe sin Søsters syge Barn; hendes Kundskaber var faa og smaa; til Konfirmationen havde hun lært udenad de fem Parter i Katechismen; hendes Fatteevne var meget indskrænket. Det syntes, som om hun følte sit Tab tungt, saa det Indtryk, hun gjorde, var et meget sørgeligt. Hun er nu 22 Aar gammel og blev blind i sit 6te Aar under en Sygdom.

Fra Ullensager reiste jeg den følgende Dag til Gjerdrum, hvor der efter Distriktslægens Opgivende skulde være 3 Blinde. Den Ene af dem var vel blind paa det ene Øie fra sit 10de Aar, men først for 14 Aar siden havde hun tabt Synet paa det andet; hun var nu 63 Aar, rask og rørig og veltilmode. Den Anden, en Dreng, var blind født og havde alle en Saadans Unoder, viftede med Hænderne i Luften, dreiede sig rundt paa én Hæl, kunde vanskeligt staa stille, trykkede Fingrene ind i Øinene, der var indsunkne, ubeskadigede at se til, men ganske dumme, saa han blot kunde skimte stærkt Lys. Han var nu 19 Aar gammel og havde en god Hukommelse, saa han til Konfirmationen havde været flink i „Læsning“, d. e. han havde godt lært Katechismen efter Forelæsning af Sødskende, hvoraf han havde flere, der alle var friske. Forældrene syntes at være forstandige Folk, der, da jeg fortalte dem om Institutet, ønskede, at Sønnen kunde lære noget; men desværre var han i legemlig Henseende saa forsømt, at det neppe kunde være tilraadeligt for Institutet at befatte sig med ham i den Alder. Han havde endnu ikke lært at klæde sig paa og af, hans Hænder var som visne; da jeg bad ham gribe mig stærkt om Haanden, var hans høieste Kraftanstrængelse som et Barns paa 5 Aar; man havde givet ham en Pind i Hænderne, som han stadigt gik og legte med, svang frem og tilbage foran Øiet og trykkede mellem Fingrene, saa han gjennem lange Tider havde faaet dybe Huller og lange Furer indgravede i den; det var, saa at sige, hans eneste legem-