højere end i Virkeligheden. Han ruskede i hende og sagde: „Det er din Skyld, hvad skulde du med at hænge Noget paa Juletræet“?
Da vaagnede Anne. Det var Stuepigen, der ruskede i hende, og sagde: „Staa op naa, Anne“!
Hun var ganske sved af Angst, og kunde ikke strax besinde sig, hvordan Alt var. Vel blev hun glad ved Tanken om, at det var en Drøm; men Ængstelsen sad hende endnu i Blodet, hun var mere tankefuld end ellers.
Da det var bleven lyst, gik hun ud for at hente Ved til at lægge i Storstueovnen; men i Vedskuret blev hun siddende paa Hug med nogle Vedstykker paa Armene og faldt atter i Tanker.
„Det var saa underligt, at der ikke var Noget indeni min Pakke“, tænkte hun. „O ja, jeg har jo Ingenting heller. Vidste bare Mor, hvor gjerne jeg vilde kunne sy noget Pent til hende“.
Da kom ogsaa den gamle Lægdekone, Marthe, og skulde hente sig lidt Ved. Hun blev staaende en Stund, og saa paa Anne, inden denne mærkede det.
„Kjære, sidder du der saa betænkt du da Anne? Det er ikke ligt dig det. Ingen maa være sørgmodig om Julekvællen, ved du. Og jeg har hørt en Fugl synge om et nyt Tørklæde til Anne, jeg“.
„Aa, jeg drømte saa lejt i Nat“, sagde Anne og rejste sig. Hun maatte fortælle sin Drøm.
„Det skal du aldrig bryde dig om, Barn. Det gaar altid tvert imod Drømme, og det er just godt at drømme om Varme. Vi faa spurgt noget godt Nyt i Julen, skal du se“.
De gik hver sin Vei Anne til Storstuen, og den Gamle til Folkestuen. Men da Anne havde lagt i Kakkelovnen, gik hun atter ud efter mere Ved.
Hun var endnu tankefuld. „Ak, tænkte hun. Hvis Julekvellen faldt ind paa Sommeren, saa skulde jeg plukke
