ogsaa vise Faderen sine Lektier, og det var den blinde Faders Stolthed.
Denne Fortælling morede Anders øiensynligt, og han spurgte mig nøiere ud om Enkelthederne. Ganske uvilkaarligt kom jeg i denne fattige Hytte og ligeoverfor denne Blinde at tænke paa de mange rige og ædelttænkende Mennesker, der har det Mundheld „De stakkers Blinde!“ – Hvor mangen af dem kunde ikke have Grund til at misunde den blinde Anders. Og Anders følte ogsaa, at han var lykkelig; han talte med den dybeste Taknemmelighed om Alt, hvad Gud havde gjort for ham, og priste Herren, fordi han var blind; – om han lagde saameget Eftertryk paa fordi, som jeg gjør, det vil jeg ikke paastaa; han gjorde det ogsaa uden Tvivl mere uvilkaarligt og naivt, end jeg, idet jeg nedskriver denne Beretning. – Anders Olsen er nu en gammel 53aarig Mand, hvem Aarene har lært at sætte Pris paa Penge; hans ungdommelige Fyrighed i Udøvelsen af Arbeidet, er forbi; han tog det nu mere overlangs og koldblodig, og det var ikke frit for, at han stundom kjedede sig, naar han ikke havde noget at bestille. „Jeg har jo vistnok altid nok at tage vare, sagde han; men det er nu saa med os Alle; vi vil se Lønnen for vort Arbeide, ellers gaar det trægt.“ Det er jo menneskeligt og undskyldeligt.
Dette er det interessanteste Bekjendtskab, jeg har gjort blandt Blinde. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg turde byde den lykkelige Familiefader, den flittige Arbeider, en liden Gave i Penge; jeg stod med Pengene i Haanden og vilde række dem flere Gange; endeligt tog jeg Mod til mig og spurgte, om jeg turde byde ham dem; han tog imod dem med en fast barnlig Taknemmelighed, og jeg maatte tænke paa, at det ogsaa hører med til Lykken, at kunne glæde sig ved en velvillig Gave.
En betydningsfuld Modsætning til Anders traf jeg
