ganske Hændelsesvis i et andet blindt Individ i samme Stue; det var „Iglepigens“ Søster. Hun var blindfødt og havde ved Operation faaet et lidet Gran Syn, men, som Doktoren havde sagt, forringedes det med Aarene; Pupillen var heller ikke større, end et Knappenaalshoved. Hun var bleg, mager, sammenfalden og havde et døsigt, lidende Udtryk i sit Ansigt. Ogsaa hun var flink i „Læsning“ og havde en særdeles god Hukommelse, ligesom hendes Svar og Yttringer beviste, at hun ikke var evneløs; men – hun var udygtig til alt Arbeide med Hænderne. Hendes Moder, en overordentligt snakkesalig Kone, fortalte uden at føle Bebreidelsen i det Fortalte, at hun undertiden havde givet hende at vadske op; „men hvordan blev det, mener han? Kjørlerne gik i Knas, og det Andet var nok ikke stort renere, end da hun fik det.“ Jeg fortalte om den blinde Pige i Eidsvold, just ikke for at dadle, thi den heromtalte blinde Pige var nu 50 Aar, og gjort Gjerning staar ikke til at ændre; men jeg mærkede, at saavel den Blinde som hendes Moder følte, at det burde været anderledes, end det var; de blev begge paafaldende tause, hvoraf jeg havde det Gavn, at jeg mere udelukkende kunde underholde mig med Anders.
En lignende Forsømmelse fra Forældrenes Side havde ogsaa fordømt Anders’s blindfødte Søster, 47 Aar gammel, til det samme arbeidsløse Liv. Hun var nu hos en anden gift Søster og stellede med hendes Smaabørn, det var hendes eneste Arbeide, skjønt Anders yttrede med broderlig Stolthed, at hun læste og lagde ud langt bedre, end han. Hvad kunde hun ikke have lært? Anders havde vistnok heller ikke lært af Andre, hvad han kunde; havde ikke Gud givet ham denne medfødte Energi, denne kraftige Spore til Selvvirksomhed, saa var han maaske bleven som den blinde Gut i Gjerdrum med alle hans Fakter, de visne Hænder og det dyrisk dorske Liv.
