Side:Folkevennen 1862.djvu/544

540

Ligesom Hukommelsesevnen var stærkt udviklet hos alle disse tre Blinde, – især maaske hos „Iglepigens“ Søster, der lærte Melodi og Ord til en Sang, naar hun blot havde hørt den en Gang, – saaledes ogsaa deres Hørelse, eller rettere deres Evne til at bruge denne Sands, hvor Seende bruger Synet. Om den sidstnævnte forsikkrede den gamle Moder, at om hun lang Tid efter kom til at høre mig tale, vilde hun strax vide, hvem jeg var. I det Hele er det vel tvivlsomt, om de Blinde, som Mange mener, paa Grund af Tabet af en Sands, faar de andre saameget skarpere, navnligt Følelsen og Hørelsen; jeg har ialtfald ikke gjort denne Erfaring; men Nød bryder alle Love, og de maa lære at føre sig de andre Sandser bedre til Nytte, end vi anser det nødvendigt for os. Den Døvstumme, der læser fra den Talendes Mund, har derfor ikke bedre Syn men ved kun at bruge sit Syn bedre, end Andre; ligesaa har den Blinde ikke finere Følelse, fordi han kan læse med Fingrene – tvertimod bliver den ofte paa Grund af dens hyppige Brug, svagere, da Huden bliver tykkere; – han ved kun, at han nøiere maa lære at skjelne hvad han føler. Lægger man et Releif-Landkart for den Blinde, ved han ligesaa lidt at finde sig tilrette, som en Seende, der lukker sine Øine; han ved i Begyndelsen ikke bedre, end Seende, at føle sig frem paa Linierne; han slipper den ene og føler over paa den anden med ligesaa stor Usikkerhed, som Andre; gjør man ham derimod lidt efter lidt bekjendt med Sammenhængen og Forholdet mellem de ophøiede Linier, vil han hurtigt finde Greie, rettest veiledet gjennem sin Hukommelse, der ofte griber Erindringspunkter, som et blot Tilfælde giver ham i Hænderne. Jeg havde saaledes et Kart over Norge, hvor der paa Kysten mellem Throndhjem og Lofoten Hændelsesvis var kommet et lidet Kritkorn med i Releifmassen; naar den Blinde bare følte dette Kritkorn, vidste han strax, hvor