han var. Ligeledes kjendte han Christianiafjorden bedst, en lang Tid alene, derved, at ved den øverste Ende af Fjorden stod Kristiania Bymærke stærkt fremhævet; han famlede ofte om, uden at vide, hvor han var, ja uden rigtigt Begreb om, at han følte en Fjord, indtil han følte Bymærket.
Derimod er det bevisligt, at den Blindes Hukommelsesevne kan skjærpes til det Utrolige; ved Dresdener-Institutet var det Eleverne og Fremmede, der besøgte Institutet, til stor Moro, at udspørge en Gut, der opregnede Dag efter Dag i flere Aar, hvad Middagsmad han havde faaet, og naar man undersøgte Institutets Bøger eller paa anden Maade, fandt man altid, at han havde erindret rigtigt. Det var jo ingen særdeles ædel Retning, hvori han havde udviklet sin Evne.
Fra Haugsund tog jeg til Kongsberg, hvor jeg ankom Fredag den 3die August.
Med megen Forekommenhed fulgte Doktoren mig omkring til de Blinde i Byen. Vi søgte først en Gut, 23 Aar gammel, blind fra sit 2det Aar; han var imidlertid ikke hjemme. Han havde lært sig adskillige Dandse paa Violin og spillede paa Salene; her var Fristelsen ham for stærk; han fulgte saakaldte Venners Opfordring og drak sine Penge bort, den ene Gang efter den anden. Kommunen, som underholdt ham, truede med at sætte ham ud paa Landet, hvis han ikke bedrede sig. I Fortvivlelse gjorde han et Forsøg (eller maaske det kun var en Trusel) paa at skjære Halsen over paa sig men gav sig kun et Snit paa den ene Side, som kureredes snart. Nu havde Kommunen gjort Alvor af sin Trusel og havde faaet ham udsat paa en Gaard i Sandsvær. For Præsten havde han staaet sig godt, da han havde en god Hukommelse; men forøvrigt havde han Intet lært med sine Hænder, skjønt han oftere havde yttret Lyst til Snedkerhaandværket.
Derpaa gik vi over Broen til en gammel Kone, 69
