Aar gammel, blind fra sit 3die Aar, affældig og elendig. Hun tilbragte ligesaamegen Tid i Sengen som oppe; hun førte i det Hele et ynkeligt Liv, havde aldrig kunnet udrette noget andet, end „binde lidt til Tidsfordriv.“
Den tredie, vi besøgte, var en liden Pige, en Jernværksarbeiders Datter. Manden var Svenske, Moderen norsk, begge To, som det syntes, forstandige Folk, der lovede at opdrage Barnet til størst mulige Selvstændighed og yttrede Ønske om i sin Tid og, hvis Omstændighederne føiede sig saa, at faa det ind paa Institutet, hvorfor jeg leverte dem et Optagelsesreglement og henviste dem forøvrigt til Præsten. Hun var en liden frisk og af Naturen livlig Pige med overordentligt god Hukommelse, som dog efter mit Skjøn – hvilket jeg ogsaa yttrede for Forældrene, – formeget benyttedes til Udenadslæring af alskens religiøse Sager: Katechismus, Bibelsprog og lange Psalmer, som hun sang med et Slags Melodi. Det var især en gammel Bedstemoder, der saaledes lod Barnets Sind og sjælelige Sundhed undgjælde for det religiøse Vemod, Synet af den blinde Datterdatter vakte hos hende; istedetfor at opmuntre og vække den Lilles Evner, saa hun blev istand til at udrette saameget, som Mangelen af Synets Sands tillod, græd hun selv og fik den Lille til at græde over denne Verdens Jammerligheder. Naar Barnet slog sine Øine op om Morgenen og Bedstemoderen spurgte: Ser Du noget, Barnet mit? saa svarer den Lille med en hel Ramse om Gud Fader som ser Alt og som vil tage hende til sig. Naar da den Lille mærker, at den Gamle græder, siger den aarsgamle blinde Pige: Vær taalmodig, Du, Bedstemamma, jeg er ikke ulykkelig; Fader i Himmelen sørger nok for mig. Hendes Legetøi var den hellige Skrift (eller en anden gudelig Bog), som de havde bundet i en Snor, og som hun kastede omkring og halede til sig igjen. Den hellige Bog gjør vist ikke noget godt som
