Forældrenes Tilbud; det var deraf afhængigt, om hun skulde fremdeles være og senere i endnu høiere Grad blive afhængig af Andre, en Byrde for sig selv, sin Familie og Fattigvæsenet. Ved denne Formaning slog hun sine Øine op, som om hun virkeligt vilde se paa mig, og svarede med et meget forstandigt Udtryk i sin Stemme: „Ja, jeg skal tænke paa det.“[1]
Senere paa Dagen kom den omtalte blinde Musikus, der gjennem Broderen var underrettet om min Nærværelse ind til Byen for at søge mig, og spurgte, om han ikke kunde komme ind paa Institutet 1 eller 2 Aar for at lære et Haandverk. Han havde med sig en rund Fyrstikæske med Laag, som han havde arbeidet selv, forat vise, at han ikke var ganske unem med Haanden. Jeg sagde ham, at vi i Regelen kun modtog Børn, men at jeg skulde tale med Provsten paa Stedet og i Kristiania med Direktionen. Provsten tillod mig at skrive ham til fra Kristiania om Sagen.
- ↑ Da jeg Dagen efter fik Anledning til at tale med Provsten, anbefalede jeg denne Sag til ham. Jeg har nu gjennem Brev fra Provsten, faaet Underretning om, at Sagen har stillet sig saa, at Pigen gjerne vilde ind paa Institutet; Forældrene derimod „interesserer sig ikke synderligt derfor.“ Det er paafaldende, at Forældre kan sætte sig imod et Arrangement, som de indrømmer er til deres Barns Bedste; jeg har mødt dette Tilfælde før og har tænkt paa, hvad Grunden kan være. Udentvivl er Forældrene tildels rædde for „at Barnet skal komme til Fremmede,“ ligesom Skole og Institut begge synes for Almuen at indeholde et Begreb af Tvang, som de nødigt vil, at deres Barn skal underkastes; men en væsentlig Grund er nok ogsaa den, at Landbefolkningen i sin ensomme Bolig mellem Fjelde, hvor de, som Manden her fortalte, i lange Tider er ganske adskilte fra alle andre Mennesker – nødigt undværer et Individ, som er blevet tilvant i den huslige Kreds; alle disse Grunde udspringer jo af et Slags Kjærlighed men neppe den fornuftigste.
