Side:Folkevennen 1862.djvu/558

Denne siden er ikke korrekturlest
554

Sag mellem os Studenter. Kun mindes jeg, at vi havde en særegen, ligesom anelsesfuld Høiagtelse for Rudolph Keyser. Han havde været paa Island, hed det, for at studere Sagaerne og lære Sproget, og vi havde en Forestilling som om en stor Skat, han havde bragt med sig hjem.

Nu for nogle Uger siden blev Keysers Navn nævnt i National-Forsamlingen; det var, da Storthinget havde det vemodige Hverv at bestemme Pensionen for hans Alderdom. Den Væxt som jeg taler om, laa allerede som i sin Spire i den Kjærlighed til Sagaens Historie og Sprog, som besjelede hans Ungdom.

„Og derfor i Midnatsdrømme
Stod Island for din Hu;
Did vilde Drengen svømme,
Did drager Ynglingen nu.


Alt staar Du med Længsel paa Dække,
Og Forstavnen stikker i Sø;
Held følge da din Snekke,
Alt til den gamle Ø!


Held følge dit Fjed paa Øen
I Fædres djærve Spor!
Held følge dig hjem over Søen
Tilbage til dit Nor.“

Det var i 1825, i de Aar, da saa meget dæmrede og rørte sig her i Norge, at en af den norske Nationalitets første Sangere udtalte dette „Held.“ I 1827 kom den Bortdragne tilbage. I det Aar blev Lange og i det næste Munch Studenter – Lange, den allerede hedengangne Lærde, hvis Fortjenester af Norges Sprog og Historie jeg før iaar (Side 213) har oplyst med et enkelt Exempel, og Munch, den vel kjendte og endnu rastløs arbeidende Historieforsker og Sprogmester. Disse To – og rimeligvis Fritzner med, som jeg siden skal nævne et betydeligt Værk