af – bleve vel Førstegrøden af Keysers Disciple. Senere hen fik han blandt mine Samtidige en Discipel, som ligeledes har gjort Mesteren Ære, nemlig den nuværende Professor Unger, den ubegribelig flittige og udholdende Udgiver af en lang Række af norske Oldskrifter – et Udgiverarbeide, hvis Møie jeg søgte at give et Begreb om ved den nys berørte Omtale af Lange, som sammen med Unger begyndte at udgive i Trykken de mange Oldbreve eller Diplomer.
Universitetets skjønne Samling af Fornlevninger eller Oldsager er Keysers Værk; hans Interesse for denne Del af disse fædrelandske Studier er gaaet over paa Nikolaysen, der nu har det Hverv at føre Tilsyn med Landets Oldsager, og hvis Flid en kort Anmeldelse Side 362 giver en Prøve paa.
Yngre er Sophus Bugge. Han har udgivet en Samling af Viser, som han fik gamle Koner i Thelemarken til at synge, og han holder nu paa med en Udgave af Edda, den berømte gammel-norske Digtsamling. Ellers har han, vel mere end nogen anden Sproglærd af denne Kreds, fra Oldnorsken af udvidet sine Sprogstudier over den hele Verdens-Del af beslægtede Sprog, alt til Indien.
En egen Gren af den historiske Forskning er den saakaldte Personal-Historie med de mange Slægts-Tavler. Dette Studium er ligesom tilfaldet en anden yngre Mand, nemlig Huitfeldt, som har fortsat det helt op i Saga-Tiden og derved tillige er kommet til at fordybe sig i Læsningen og Tydningen af de før omtalte Diplomer, som han nu efter Langes Død er sammen med Unger om at udgive.
En af de yngste i dette Samfund er Rygh, den heldige Oversætter af Sagaerne om Gunlaug Ormstunge og om Sigmund Brestessøn, som vort Selskab har ladet trykke, saa Folkevennens Læsere have gjort ligesom personligt Bekjendtskab med ham. Som kanske enhver af Keysers Disciple paa en Maade har arvet sin Del af Mesterens
