og først efter at de Fremmede vare modtagne, fik hun Anledning til at vinke Helga ud i Enrum.
„Tænk Helga! jeg har fundet Mors Ring“, sagde hun. „Skal jeg levere hende den, eller – hun blev meget rød, – tør jeg hænge den paa Juletræet“?
„Ja det skulle vi gjøre“, sagde Helga. „Det vil være det Kjæreste, Mor faar i Aften, tror jeg. Vil du, at jeg skal lægge den ind i en Pakke, eller hænge den i et Baand“?
Anne tænkte paa den store Pakke, der brændte.
„I et Baand, saa er du snil“, sagde hun. Og Helga tog et rosenrødt Baand og trak i Ringen, og saa skrev hun paa en Strimmel Papir „Fra Anne til Mor“.
Ja, det stod der virkelig, og saa heftede Helga Strimmelen til Baandet, og sagde:
„Se nu kan Du selv hænge den paa Juletræet, naar du er inde med Jomfruen og tænder Lysene“.
Men Anne kunde ikke bie saalænge; hun gik strax ind i Stuen og bandt Ringens Baand til en Gren, og saa gik hun baglænds for at se, hvorledes det tog sig ud, og hun længtes svært efter Aftenstiden.
Endelig var der ringet ind til Højtiden, og Kl. 6 blev Døren til Storstuen aabnet. Børnene stormede ind med Jubel, og Træet var virkelig pragtfuldt og straalende.
Husets Børn toge de Fremmede imellem sig, og dandsede rundt i en stor Ring. Anne var bedt om at komme ind og se paa, hun stod i en Krog med bankende Hjerte.
Enken sad i Sofaen og tørrede sine Øjne. Enhver Højtidelighed bringer den Bedrøvede til Taarer.
„Ak“, sagde hun, „hvor Børn dog er underlige! Nu dandse og synge de saa glade, som om de ikke havde tabt en Fader“.
„Det var godt“, svarte hendes Søster, „om vi Store ogsaa kunde kaste alle Sorger fra os i Aften, og kun tænke paa vor himmelske Faders Kjærlighed“.
