hos Mængden, og det formedelst en ny sprog-videnskabelig Virksomhed, som er voxet op ved Siden af og har sluttet sig til den forrige.
Jeg tænker paa den Bevægelse som tog sin Begyndelse med Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog, der udkom i Trykken 1850.
Sjelden er dog nogen Begyndelse ganske uden Forberedelse, og saaledes heller ikke denne. Allerede ved nogle af Henr. Wergelands Viser, skrevne i Valders- og Halling-Maalet, var Bygdefolkets særegne Maalføre blevet Gjenstand for lidt mere end Undren, og de Sagn og Eventyr, som Moe og Asbjørnsen fortalte os fra deres fortrolige Omgang med Bonde-Folket, vakte venlige Forestillinger om selve det Sprog, hvori saa meget Vakkert først var tænkt og sagt. Og dette var netop Forberedelsen, mener jeg.[1] Thi da saa det var nok i Aaret 1841 eller 42) en Skoleholder fra Søndmør kom reisende ind til Bergen, for at vise Folk en Ting, som han havde strævet meget med, nemlig en saakaldet botanisk Samling af sin Føde-Egns Planter og Blomster, og da han med det samme kom til at vise en Mand nogle Blade han havde skrevet om Bygdemaalet i Søndmør, saa var der Ingen, som ændste det første Arbeide, men dette sidste blev der gjort saadant Væsen af, at der blev skrevet til Videnskabs-Selskabet i Throndhjem om, at den haabefulde Mand burde man understøtte, saa han kunde reise Landet rundt og besøge Bygdefolkene og mærke hvert eneste Ord i deres Tale.
Skoleholderen var netop Ivar Aasen, og det er sjelden, at en ny Bog har vakt saadan Opmærksomhed og Glæde som hans fortrinlige Ordbog. Thi den viste os Sammenhæn-
- ↑ Landstads Folkeviser kom senere. Men i Aalls Oversættelse af Snorre var Almuesproget paa en venlig Maade bragt i Erindring. Den udkom 1838.
