Side:Folkevennen 1862.djvu/563

Denne siden er ikke korrekturlest
559

gen mellem Nutidens Sprog og det, som Hellig-Olaf og Sverre talte. – Just fordi man havde anet Sammenhængen før, var man forberedt paa at erkjende den og glæde sig over den.

Endnu den Dag idag hører jeg stundom saadan Yttring af Uvidenhed, at Folk spørge, om ikke Oldnorsk var det samme som det Sprog, som Finnerne i Finmarken tale nu. Men indtil for faa Aar siden var det nok, selv blandt Folk, som ikke kunde henregnes til de Uvidendes Klasse, en temmelig almindelig Mening, at Oldnorsken var at agte for et uddøet Sprog, der kun formedelst en forunderlig Undtagelse endnu var i Brug paa det fjerne Island. Almuemaalet omkring i vore Bygder troede Mange var kun en fordærvet Skikkelse af det Sprog, som nu bruges i vore Bøger og i mere dannede Folks Tale. – Men den Anskuelse, som nu opkom og gjorde saa stærkt Indtryk, var den, at netop vore Bønders Sprog var en i lige Linie[1] nedstammende Efterkommer af det Sprog, som vore gamle Konger talte, kun at det i lange Tider har været altfor lidet dyrket og derved er blevet ikke alene noget forandret i det Hele, men under Forandringen tillige noget forvandsket og det paa ulige Maader i de ulige Bygdelag, hvorved da det engang over hele Landet herskende

  1. Vort nuværende, for Danmark og Norge fælles Skriftsprog nedstammer naturligvis ogsaa fra Oldsproget, der ligeledes i sin Tid var fælles for baade de danske og norske Folkestammer – i alle Hovedstykker at sige. Nu er vort Skriftsprog blevet langt mere dyrket og er derfor langt anderledes bekvemt til at udtrykke alle Tankens Bevægelser, end de norske Fjeldbønders mere simple Tale: men ved Siden af denne Fordel kan det jo siges, at Skriftsproget gjennem Samkvem med Tydskere og andre Fremmede har faaet adskilligt ved sig, om hvilket man ikke kan bruge det Udtryk, at det i lige Linie nedstammer fra det gamle Norske