Side:Folkevennen 1862.djvu/564

Denne siden er ikke korrekturlest
560

gammel-norske Sprog tilsidst er bleven paa en Maade delt i flere Dialekter eller Bygdemaal.

Alle have hørt de fremkomne historiske Oplysninger om Bondesproget med stor Interesse; Alle erkjende ogsaa, at disse Oplysninger have stor Betydning for Studiet af Folkelivet og for Bestræbelserne for Folkets Oplysning og Dannelse. Men om den praktiske Anvendelse har der været og er der fremdeles modstridende Meninger.

Hvorledes Ivar Aasen selv tænker sig, at Bygdefolkene – trods Bygdemaalenes Uligheder – endnu kunde faa sig et fælles Skriftsprog, som ialfald i visse Tilfælde skulde passe for deres Behov bedre end det Skriftsprog, som ellers nu gjælder i Landet, det har Folkevennens Læsere faaet se en Prøve paa i hans Oversættelse af Fridtjovs Saga, for nogle Aar siden. Denne Oversættelse er skrevet ikke i noget enkelt Bygdemaal, men i hvad han selv kalder Landsmaalet, fjernende sig meget fra det nuværende Skriftsprog, holdende sig saa nær som muligt til Bygdemaalene, nærmende sig noget til Oldnorsken – Om end Rummet var til det, skulde jeg dog vist ikke paa langt nær formaa at opregne den hele Række af Disciple og Tilhængere, som have sluttet sig til I. Aasen og fulgt hans Mønster. Aasmund Vinje er en af dem, og ham er det nok at nævne – hvad Opsigt hans vittige Skrifter i Landsmaalet have vakt, er hver bekjendt, som kun i nogen Maade interesserer sig for disse Ting. Men jeg tillader mig her at henlede Opmærksomheden paa en Mand, som i mine Tanker ret fortjener den velvilligste Modtagelse hos alle dem, som have fulgt disse Aars Bestræbelser for Sprogforbedring og Almueoplysning; thi jeg tror, at han har gjort endog store Offere for sin Ide: det er Seminarist Sommer i Throndhjem, Forfatter til en nylig udkommen „Noregs Saga,“ en Fædrelands-Historie fra de ældste Tider til Nutiden, tænkt for Bonde-Almuens Ungdom og