4, den nys omtalte Noregs Saga i Landsmaalet
af Sommer.
Man tillade mig et Par Bemærkninger. Ved de nævnte Skrifter af Fritzner, Aars og Rygh har det undret mig, at de ikke eller ialfald saare lidet tænke paa at lette Studiet for Begyndere ved at gjøre opmærksom paa Oldnorskens Overensstemmelse med Bonde-Sproget, i saadanne Tilfælde, hvor Sammenligningen med vort nuværende Skriftsprog glipper. Det gamle Ord at eller át f. Ex., saasom i Talemaaderne: at veizlunni, gera at o. s. v., et Ord, som forekommer fast i hver Linie i Oldnorsken, maa i vort nuværende Skriftsprog høist ubekvemt omskrives snart paa en, snart paa en anden Maade, ved Ordene paa, i, ved, under, til, om, af, efter, overensstemmende med, o. s. v., hvorved man faar et Indtryk, som om der var saa himmelvid Forskjel mellem det gamle og det nye Sprog, indtil man bliver opmærksom paa, at det gamle Ord er hverken mere eller mindre end det aat, som hvert Øieblik høres i Bonde-Almuens Tale. Jeg er selv opvoxet i en By, og var ikke fra Barndommen fortrolig, eller engang kjendt med dette Ord, og hver Gang jeg i senere Aar saa det i en oldnorsk Bog, var det mig saa besynderlig fremmed og dunkelt, indtil jeg langt om længe fik færdes mere mellem Bønderne og høre det i den levende Tale: nu støder det mig ikke mere, naar jeg ser det i Bøgerne. Men det er ved Overvindelse af mange saadanne smaa Anstød, at den hele Sagaskrift lidt efter lidt skal blive os mere hjemlig, og en god Hjælp vilde det derfor være for Begyndere, om Lærebøgerne med et Pennestrøg hist og her henviste til Folk, som endnu have det Gamle paa Tungen (og hvad angaar det Ord aat, saa er det jo i Brug ikke alene blandt den norske Bonde-Almue, men blandt det hele svenske Folk). Underligt maa det derfor kaldes, at Lærebøger, som forresten ere saa omhyggelig udarbeidede, og som for
