en Del vistnok have til Hensigt at befordre dette Sprogstudium blandt Almueskolelærere og den mere velstaaende Bondestand, ikke ændse den Opmuntring til og den Lettelse i Studiet, som fortroligt Kjendskab til Folkesproget skulde yde. Jeg mener, man skulde opmuntre f. Ex. Bonde-Sønner paa Hedemarken eller i Gudbrandsdalen til at tilegne sig den aandsdannende Nydelse at kunne læse en Saga i Grundsproget, opmuntre dem ved at give dem at forstaa, at netop fordi Bygdemaalet er deres Modersmaal, have de i visse Maader lettere for at lære Oldnorsk end vi Byfolk. Men disse Lærebøger fra 1862 holde sig saa tause med Hensyn til Bygdemaalene som om de havde været skrevet for længe, længe siden, ialfald før 1850, da Ivar Aasens Ordbog for alle Tider henvendte Opmærksomheden paa Sagen.[1]
En Bemærkning med Hensyn til Sommers Bog skal jeg knytte til et Ord af Ivar Aasen selv i en Fortale til Bogen, hvor han siger:
Det, som Folk vilja fyrst merka ved denne Boki, er at ho er skrivi i eit Maal, som er litet kunnigt i Skrift. Den Tanken, som visar seg i denne Freistnaden, kann vel snaraste tydast soleides, at sidan det no lenge hever voret so, at Aalmugen laut læra tvau Maal, eit til Tale og eit til Skrift, so vilde det inkje
- ↑ Endnu en Bemærkning om hvordan jeg synes man skulde indrette det for Begyndere. Det Ord Hest f. Ex. hed i Oldnorsken ganske ligedan, nemlig hest; men i et vist grammatisk Tilfælde fik Ordet en r-Lyd tilføiet og lød altsaa hestr. Ligesaa det Ord svart (sort), det hed i Oldnorsk ogsaa svart, men lød i det samme Tilfælde svartr. Og formedelst en Skik, som vel er gaaet i Arv fra den latinske Grammatik, pleie Sproglærde at nævne det oldnorske Ord netop i denne sidste Form; spørger man altsaa, hvad Ordet Hest hed i Oldnorsk, faar man til Svar: ikke hest, som det virkelig hed, men hestr, som det hed i det enkelte Tilfælde. Men dette er forvirrende for Begyndere; det gamle Sprog synes dem mere fremmed, end det i Virkeligheden er. Derfor mener jeg, man skulde nævne saadanne Ord i Grundformen.
