Men nu kom Tiden til at plukke Træet. Kager og
Æbler strøg først. Saa gik man omkring og søgte efter
sit Navn. De Store tog ned til de Mindre, og sagde:
„Her er Noget til Dig – her er Noget til Dig“, og
man takkede og beundrede.
Den lille Laura havde allerede grebet sin nye Dukke og havde ikke Øje for Andet i lang Tid.
„Her er en Ring“, sagde en af Sønnerne. „Der staar: „Fra Anne til Mor“. Det var da løjerligt“.
Anne kunde neppe aande.
Fruen greb Ringen skyndsomt. „Min Ring! min egen Ring“, udbrød hun glad. „Det var da en kjær Gave. Har du fundet den, Anne“?
Og Anne maatte frem og fortælle, hvorledes hun fandt Ringen. Hun stod der med nedslagne Øjne og blussende Kinder, og Børnene flokkede sig om hende. Her var jo en Begivenhed. „Jeg vilde hakke Isen bort under Mors Vindue“, sagde hun lidt bævende i Stemmen, „den var saa styg og sort, og saa laa den indeni Isen“.
„Og det gjorde du af Velvilje for mig, min tro Anne“ svarte Fruen. „Vor Herre har villet lønne din Troskab; thi det glæder dit lille Hjerte at kunne bringe mig den, det ved jeg“.
Anne saa op paa sin Frue med et talende Blik, men hun kunde ikke sige et Ord; thi da maatte hun have grædt.
„Hun spurte mig, om hun turde hænge den paa Juletræet“, sagde Helga.
„Ja vist, Anne, det var just morsomt. Nu Børn, maa I dandse endnu engang om Juletræet, og tage Anne med i Ringen“. Og Børnene dandsede og sang:
Her dandse vi Børn saa glade i Sind
om Træet, der straaler med klare Skin,
Vor Herre i Himlen vil se derpaa.
Vi ved, at han elsker saa ømt de Smaa;
Og Alt hvad i Julen vi glædes ved,
Det faa vi jo gjennem hans Kjærlighed.
