„Ja“, sagde Fru S. til sin Søster, „kun gjennem
ham have vi Glæde og Salighed. Og“, tilføjede hun, idet
hun trykkede Søsterens Haand, og kastede et Blik paa sin
Ring, „engang vil han skjænke os det tabte Klenodie tilbage“.
Anne var saa lykkelig denne Aften. Hun sad saa op- rømt ved Julebordet i Folkestuen, og sang Bordsalmen med høj Røst. Og da hun havde lagt sig, og læst sit Fadervor, tænkte hun: „Dette var da en dejlig Juleaften. Det var besynderligt! det gik næsten Altsammen, som jeg ønskede mig, og jeg bad dog ikke derom; men Gud var saa god imod mig alligevel“.
Havde Anne været mere bekjendt med Skriftens Ord, saa havde hun vist erindret det Sprog hos Matthæus: „Søger først Guds Rige, og hans Retfædighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder“.
Ifjor tillod jeg mig at indrykke i Folkevennen et Par
Stykker med denne Overskrift (Side 350 og 490); jeg fortsætter
iaar, og jeg gjør Regning paa at det ikke skal kaldes for meget.
Thi de mange Ulykkes-Tilfælde paa Havet er en af vort Lands store Prøvelser.
Dennegang har rigtignok mit Arbeide kun bestaaet deri, at jeg har anmodet Departementet for det Indre om at faa Opgave over de Belønninger som ved dets Foranstaltning ere uddelte af det Offentlige for at have reddet Folk fra at drukne, og det er da Departementets Velvilje, som vi have at takke for nedenstaaende Liste. At denne først begynder med Aaret 1845, det kommer deraf, at før den Tid have Protokollerne været førte paa en anden
