Side:Folkevennen 1862.djvu/71

67

te taa ut Tofte, før de leid mest te Dugurds, aa saa tykte ’n, at ’n laut sætja de upp aa ne lell. – Uppi ein taa di store Steinom, e ha taalaa um, æ de eit Hak, som de he drigjis ihop lite Jord ti, aa der væks de langt aa mjukt Gras, saa d’æ gott aa liggje, aa d’æ pasle stort te Lego aat eit Menneskje; der plæga Far min kvile um Daagaane. Den Dagen va de netup ’n ha lagt se, før ’n fekk sjaa ein gjild Gard trast ogofor Stein’n. Du kan væta, at Far min vart forbint paa detta Syne; de flaug nok ti en trast, at de laut væra ein Huldergard, men ’n ha alder vore rædd Nogenting, aa saa la ’n iveigen, for ’n va hoga te væta, kaales de sto te sjaa slike Folk me, da ’n saag, at dem fans, som ’øn før ikje ha trudd. Da ’n kom burti Gardn, saag ’n ikje Folk, men de rauk i ei taa Stugum, aa der gjek ’n da inn. Alting saag ut som paa ein taa di likaste Bonngardom: Skaap aa Døra, Klukkasse aa Bord aa Bænkje va maala aa Veggjen saa hvite, at de skjein atti. Framve Omn helt Kjeringje paa stelte me ein fersk Ost i ei Tægje. „Go Dag“, sa ’n Far. „Thord sign De“, svaaraa Kjeringje, „sæt De nepaa“, sa ’o, ’o sætte fram ein Krak. „Tak e fæ nok sitja“, sa ’n Far, ’n gjek burti Bænken aa sætte se. „E ha ikje vist taa, at os ha slike Granne her før“, sa ’n. „Nei d’æ fell saa de“, sa Kjeringje, „d’æ nok ikje ofte os fæ syne os fram maata“ sa ’o. Depaa gjek ’o uti Kleven aa kom saa fram at me i rosa Skaal full med den feitaste Mjølk, baud Far mine aa sporde, um ’n va tyst. Far min tok Skaale aa drak, takka for go Mjølk, drak meir aa takka for Skjenken. „Du æ nok ikje go te ’n, trur e“, sa Kjeringje, ho truga ’n meir. „De va ikje vant um væra go te dessa Mjølken“, sa ’n Far, „saa feit aa go Mjølk ha e alder drukkje før“. „Aa ja d’æ fell lite bære Dygd i Krytyrom vore enn i døkre kanskje“, sa Kjeringje.