Side:Folkevennen 1862.djvu/73

Denne siden er ikke korrekturlest
69


Haust’n før. „Aa æ Du der stakkar“, sa ’n Jehans. Hest’n knæggja, for ’n kjende Maale has, men da ’n Jehans hoppa ne taa Steine aa skulde sta faa ti Gampen at, vart de burte at altsamen.

D’æ saa Mange, som æ hanfallne paa, kaales desse store Steinen ska væra komne her. E æ fell den Einslege, som veit de, e, men naa ska Du faa væta de me. Uppi Klæbberbergje, som Du veit æ beint ogofor Glombakka, budde de fer længje sia ein gaamall Jutul, aa paa Glombakka ein ong aa staut Hulderkall. Naa vart baae dessa tvaa hoga paa Dotter aat Kvanndalsbøygje, som va baade fin og fager, aa da Jutuln skjønte, at ’o likte bære Hulderkall’n enn se, vart ’n sint aa tok te kasta paa Gardn has, men ’n va nok laag te sigte, for ’n trefte ikje me di tri fyste Steinom, aa saa ha ’n ikje Magt te kaste fleir.

Stein Fjeldheim.





Svensk.


Folkevennen har oftere indeholdt Sagn og Smaafortællinger paa forskjellige norske Bygdemaal, at Læseren kunde faa en liden Prøve paa det gammeldags Landsmaal. Og dette tør have havt sin Interesse. En anden, men ikke mindre Interesse skal det have, om Folkevennen faar Lov til at byde sine Læsere en Række af svenske Stykker: kun et Par Sider i hvert af Folkevennens 6 Hefter for et Aar skulle kanske være tilstrækkelige til at lære hver Mand, som ikke monne vide det før, at – Svensk er et Sprog, som vi Norske ikke egentlig behøve at lære. Kun lidt Taalmodighed i Begyndelsen, og enhver af os vil kunne læse hvilkensomhelst svensk Bog.

Det vilde være en sand Vinding, om man her i Landet kom i Vane med at drage sig Broderlandets Litteratur til Nytte