ei Døss-Sak, Skjalg, te brjøte Paaskfreen, aa dein andre te drepa ein Main i Kongens Hærberge, aa dein trie te ha Føtne mine te Fjølhøgg?“ Skjalg skonde se heim te Far sin, aa Erling for mæ stor Mainstyrkje aa renga krengom Kongen, daa hain gjik te Kjerkje, aa vilde nøie Kongen te spare Aasbjørn. Mæn Ola sto so ein retelæ Konge i Faara. Daa ba Bisp Sigurd inderlæ for Liva has Aasbjørn, aa Kongen sparte Live has, men dømde haanaa te take ve Tenestaa has Tore Sel, aa vere Førpakter. Aasbjørn vart gla ta detta aa hain fek Løv te fare heimat so snøgaste; mæn da hain gjore se hare igjen, aa vilde inkje kømme te Tenestne, derfúr let Kongen haanaa músse Live. Mæn detta kunje inkje Høvdenganje finje va rett, at Frænden daira skulde li Refseng fúr Iilværkje sit, aa dei la enda meir Had te Kongen aa ønskte Tilføre[1] te Hævn úve haanaa.
„Om Dialekten i det Hele er det vanskeligt ihast at kunne sige noget; det er med Sproget som med mange andre Ting, man kjender mindst til sit eget Sprogs Feil, og tror derfor ofte at Ens eget Sprog er det bedste. Her, og i Nabosognene Norddalen og Sundelven, er Sproget nogenlunde ligt, endskjøndt Udtalen er noget forskjellig i Norddalen, hvor Udtalen er rask, zirlig og klingende, hvilken Klang fordobles hyppigt med Suplementet „san,“ Der, som jeg tror, er aldeles hensynsløst og kan kun af og til tjene til at nedsætte Tonefaldet i Sætningsendelserne i en passende Grad. Gjeranger og Sundelven har samme Sprog og samme Udtale paa aldeles faa og smaa Undtagelser nær. I Strands Præstegjeld træffer man derimod det besynderlige Halve-
- ↑ „Tilföre“ som det staar i Sommers Bog, bruges ikke hos os og jeg veed saaledes ikke at gjengive dets Betydning i vor Dialekt. Fremdeles er at anmærke, at i Ordet „Mein“ (Mænd), ligesaa i Artiklen „ein“ og „dein“ udtales ikke e i som Diftongen „ei“ men som „e-i“ t. Ex. e-in, dog uden lang Betoning. Ligesaa er der enkelte Ord der har en Vokallyd der ligger mellem u og o som ovenfor er skrevet ú.
