stantiv, efter dette sidste og rige: Manden, Huset. Men Sydvestjyderne have holdt fast ved den gamle Sed, der finnes igjen i de eldste germanske Boglevninger og derfor synes at vere den oprindelige, at sette det bestemte Kjendeord fremfor Navneordet. Dette Kjendeord heeder hos dem „æ“ eller „e,“ og de sige saaledes: æ Mann, æ Hus.
2) Sydvestjyderne skyde en meere eller mindre merkelig Mellemlyd eller et Forslag af „i“ imellem en Selvlyd og ll, ld, lt, nn, nd, nt, og det enten hin forudgaaende Selvlyd fra Først var kort eller lang. Ogsaa Thrønderne gjøre aldeles det Same i første Tilfælde og sige Kajll, Vojll, Sailt, Mainn, Haind, Faint; Jyderne som sagt ogsaa efter korte Selvlyd, som Kjeild for Kilde osv.
3) Vesterjyderne have ikke Bøjnings-Endelsen er i Gjerningsordenes Nutidsform, naar Ordets Rod gaar ud med de flydende Tungelyd l, n, r og s, men sige: e løs (leser), ber, tel, finn, spør, sel, stel, ligesom de gamle Norske og Islendingerne, naar de tale i første Person (jeg).
4) De s. k. svage Gjerningsord, eller de, der have Bøiningsendelsen ede, de eller te i Fortiden, som gjorde, malede, tenkte, slugte, kaste dette de og te bort, saaat Fortiden i disse Ord er lig Nutiden. Det heeder saaledes: e gyr’ (jeg gjorde), e tin’ (for jeg tjente). I de sterke Gjerningsord, som ikke faae Tilleg i Fortiden, men ikkun skifte Selvlyd, som tog, stakk, fandt, have ogsaa Vesterjyderne denne Adskillelse imellem begge Tider, som vi.
5) Et andet Skillemerke er Ordelaget, naar der tales om Ejendom. De sige vel, som sine Landsmend: de Hus er æ Mains, de Ban er æ Kuns, naar Ordene, som staae i Ejeforhold til hverandre, skilles ad. Men settes de samen, da omskrives den sedvanlige Ejeform paa s (Mandens) med det paa ethvert Sted nødige Stedord (min, vor, hans, deres); Ejeren faar intet s til sit Navn, men Stedordet paa hans Vegne, og det heeder da: e Main, hans Hus,
