Do gast mæ Klæer te mit Lyv (Liv, Legem);
gast mæ davle Brye (dagligt Brød).
De gast mæ Glæer tusenvis,
bevarst mæ fraa aa dye (dø).
Hold no i den – hjer soet (sorte) Natt
din Hand aa øver mæ,
saa æ sin mor – arl (i Morgen aarle) aa ny
kan, Faer, takk Dæ!
Men skuld de vær den siest (sidste) Natt,
æ løvver (lever) her aa Jord,
saa tæj mæ i din Himel opp,
hvo’ dine Engle bor!
Stur’-Las aa Lill-Las di va samle henn’ aa plovv. Stur Las ha tre Stu, aa Lill-Las ha jin. Stur-Las han holdt æ Plov, aa Lill-Las, han drøv. Som Lill-Las no drøv te, saa so han: „Huj’. Oll min!“ Hva e de do sir? so Stur-Las; den jin’ Stu e’ jo dog kon din.“ „Ja æ vil itt si et bet’.“ – Som Lill-Las nu drøv te, saa sa han ’gjen: „Huj! Oll min’.“ De’ vu Stur-Las vre aa renn’ hen aa sló Lill-Lasses Stu ihjel. Lill-Las tov æ Huj’ a en aa gikk te Stajs mé aa saal, aa der fekk han een Skjepp Pæeng fo’. Som han sin kom hjim, saa gikk han om te Stur-Las aa vild laan hans Skjepp. „Hva uit Do mé den? so
Store-Lars og Lille-Lars, de vare samen henne at pløje. Store-Lars havde 3 Stude, og Lille-Lars havde een. Store-Lars, han holdt paa Plogen, og Lille-Lars, han dreev (paa Hestene). Som Lille-Lars nu dreev paa, saa sagde Han. Huderne! Alle mine! – Hvad er det Du siger? sagde Store-Lars; den eene Stud er jo dog kun din. Ja jeg vil ikke sige bedre. Som Lille-Lars nu dreev til, saa sagde han igjen: Huder! Alle mine! – Da vard Store Lars vreed og rente hen og eg ihiel Lille-Lars’s Stud. Lille-Lars tog Huden af den og gikk til Staden dermed og solgte den, og der fikk han en Skjeppe Penge for den. Som han siden kom hjem, saa gikk han om ad Store-Lars, og vilde laane Skjeppen hans. Hvad vil Du med den? sagde
