kom een gamel Mann me’ en Flokk Stu.“ Ak, so den gamel
Mann, æ vild gjern i Himeri!“ „Ja, so Lill-Las,
da kom kon aa kryf i æ Sekk.“ Saa krøv den gamel Mann
i æ Sekk, o Lill-Las javver av me æ Stu. Saa kom
Stur-Las me een Stang aa tovv æ Sekk aa sme’r ur i æ
Hav, aa si’n skø ham vijer ud me’ æ Stang. Som Stur-Lars
si’n va gott hjimkomen, saa kom Lill-Las me’ een
stuer Flokk Stu. „Hvo hæ Do fonn dem?“ saa Stur-Las.“
„De gik ved Havsens Bond,“ so Lill-Las. – „Da vil æ
aa ha novve,“ sa Stur Las. Saa krøf Stur-Las i en
Sekk, aa Lill-Las sme ham ur i æ Hav, men han e’ itt
komen bet.
med en Flokk Stude. „Ak, sagde den gamle Mand, jeg vilde
gjerne i Himerig.“ – Ja, sagde Lille-Lars, saa kom ikkun og
kryb i Sekken.“ Saa krøb Gamelen i Sekken og Lille-Lars
jager af med Studene. Saa kom Store-Lars med en Stang
og tog Sekken og smed den ud i Havet og skød ham siden videre ud
med Stangen. Saasnart som Store-Lars siden var vel hjemkomen,
saa kom Lille-Lars med en stor Flokk Stude. „Hvor har Du
funnet dem?“ sagde Store-Lars. „De gikk ved Havsens Bond,“
sagde Lille-Lars. Da vil jeg og hen og have mig nogle,“
sagde Store-Lars. Saa krøb Stere-Lars i en Sekk og Lille-Lars
smed ham ud i Havet; men han er ikke komen igjen.
Ordtag. Den, de graver en Grav for Anner, faller titt sjel i en. – De er besk aa smej’, imens Jæned er varm. – Hvem der int’ vover, han int’ vinner. – No har igjen Jin (Een) sin Skje uppsett, siges, naar Ligklokken lyder. – De e’ en skitt Kuen, der laster sin egen Kaal. – Der gær lyste, soj Tordenskjold, da peev æ Kuller (Kuglerne) ham om æ Ører. – Li’som En øvver i æ Skou, saa fær En Svar te. – De er for sild, aa spar’ aa a Bond. (Kan siges om Modersmaalet, naar vi lade de tydske og franske Ord overgroe det). – Træed ska bøvves (bøjes), imens de’ er ungt. – Nø’ gjenner naagen (naken) Kuon te aa spinn. – Den Daar (Dør) er itt gue aa hold lutt, som Hverr har Løggel te’ – Saan har et sitt, sa æ Pig’, hun sott (syde) æ Skor samel.
Om Avtne (Aften), ven æ i Seng gær,
saa manne Gujs Engle for me’ stær,
