Side:Folkevennen 1863.djvu/119

Denne siden er ikke korrekturlest

115

Holbergs Karakter og Meninger.^[1]

Efter hans egne Udtalelser.

(Ved H. Lassen.)

(Under en Gjennemgaaelse af Holbergs Skrifter tog jeg mig for, efterhaanden som Læsningen skred frem, at notere de Steder,

↑ Det vil vel være uventet for adskillige af Folkevennens Læsere at se endnu mere om Holberg. Men Aarsagen er netop den, at jeg (og jeg tilstaar oprigtig at det har været mig uventet) har maattet erfare, at et Par af Folkevennens Tillægshefter med Udvalg af Holbergs Skrifter have mødt Mishag hos en Del. Det være langt fra mig at ville trodse Andres Mening og Tænkemaade; men jeg forestiller mig at Mange, som hidtil ikke monne have fundet andet end Letfærdighed i den Holbergske Skjemt, endogsaa vilde kalde det kjært at faa se den berømte Forfatter i et andet Lys. Holberg var ikke alene vittig, men lærd, og derhos var han den Mand, at han brugte baade Viddet og Lærdommen til et værdigt Formaal, i Sandhedens Tjeneste. Man vil let kunne bemærke, og Mange ville vel med Flid fremhæve, at Holberg var af dem, som ikke have Gaver til at opbygge religiøst; men hvad havde han ikke kunnet rive ned, om han ikke havde brugt de Gaver, han havde, med sandhedskjærligt Sind? Jeg har tænkt mig, at det skulde være et ret Bidrag til Folkeoplysning og Almendannelse, om vi lidt efter lidt i Tillægshefter til Folkevennen kunde faa gjøre Bekjendtskab med alle de udmærkede Digtere og andre Folkeoplysningens Mænd, som have dannet den dansk-norske Literatur. Men saa maatte der uundgaaelig gjøres Begyndelse med Holberg: i Danmark trykkes hans Værker idelig paany, og hans Ry vil vel bestaa, saalænge den Literatur bestaar, hvis Grundlægger han ofte kaldes. Det har jo i ethvert Fald en ren historisk Interesse at se, hvorledes en berømt Forfatter for hundrede Aar siden havde det, hvorledes han indrettede sig i sit private Liv, hvorledes han dømte om Tingene og Begivenhederne omkring ham, hvorledes han kom til at fremsætte de mange nye Anskuelser, der saa mægtigt indvirkede baade paa Samtid og Eftertid.

[p115-1] Det vil vel være uventet for adskillige af Folkevennens Læsere at se endnu mere om Holberg. Men Aarsagen er netop den, at jeg (og jeg tilstaar oprigtig at det har været mig uventet) har maattet erfare, at et Par af Folkevennens Tillægshefter med Udvalg af Holbergs Skrifter have mødt Mishag hos en Del. Det være langt fra mig at ville trodse Andres Mening og Tænkemaade; men jeg forestiller mig at Mange, som hidtil ikke monne have fundet andet end Letfærdighed i den Holbergske Skjemt, endogsaa vilde kalde det kjært at faa se den berømte Forfatter i et andet Lys. Holberg var ikke alene vittig, men lærd, og derhos var han den Mand, at han brugte baade Viddet og Lærdommen til et værdigt Formaal, i Sandhedens Tjeneste. Man vil let kunne bemærke, og Mange ville vel med Flid fremhæve, at Holberg var af dem, som ikke have Gaver til at opbygge religiøst; men hvad havde han ikke kunnet rive ned, om han ikke havde brugt de Gaver, han havde, med sandhedskjærligt Sind? Jeg har tænkt mig, at det skulde være et ret Bidrag til Folkeoplysning og Almendannelse, om vi lidt efter lidt i Tillægshefter til Folkevennen kunde faa gjøre Bekjendtskab med alle de udmærkede Digtere og andre Folkeoplysningens Mænd, som have dannet den dansk-norske Literatur. Men saa maatte der uundgaaelig gjøres Begyndelse med Holberg: i Danmark trykkes hans Værker idelig paany, og hans Ry vil vel bestaa, saalænge den Literatur bestaar, hvis Grundlægger han ofte kaldes. Det har jo i ethvert Fald en ren historisk Interesse at se, hvorledes en berømt Forfatter for hundrede Aar siden havde det, hvorledes han indrettede sig i sit private Liv, hvorledes han dømte om Tingene og Begivenhederne omkring ham, hvorledes han kom til at fremsætte de mange nye Anskuelser, der saa mægtigt indvirkede baade paa Samtid og Eftertid.

[1]