Side:Folkevennen 1863.djvu/123

119

skuelse, og opgive hvad han hidtil havde taget for godt. „Intet Menneske haver ladet see en større Docilitet,“ siger han, og ligner de forstokkede Lærde med „de engelske Buldogger, hvilke saaledes afrettes, at de indtil yderste Aande holde ved deres første Greeb,“ da derimod „Meningers Forandring rejser sig gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds Efterledelse.“ „Det er dermed som med tørre og forraadnede Træer; en sund og frisk Green lader sig bøye, men en tør kand ikke krummes, uden den tillige maa brydes.“ I denne Henseende viser han sig som en Aandsfrænde af en anden af hans Aarhundredes store Aander, Lessing. Ogsaa han satte sit Livs Indhold, ikke i at naa Sandheden, men i stedse at stræbe efter den, og ligesom det var den tyske Tænkers Maal, først og fremst at vække til Selvtænkning, var der intet vor Holberg mindre tragtede efter, end selv at gjelde som Autoritet; naar han siger, at „en Kundskab, som alleene støtter sig paa visse Mænds Autoritet, egentligen ikke kan kaldes Kundskab,“ saa anvender han den samme Sætning paa Læserens Forhold til ham selv, idet han advarer mod at tro ham paa hans blotte Ord: „Det er saa langt fra, at jeg paatrykker nogen mine Meeninger, at jeg ikke engang beder nogen at antage dem: jeg beder at randsage i Steden for at troe.“ – Ligesom Lessing var Holberg ogsaa – hvad der i Grunden er uadskilleligt fra en sandhedskjærlig Aand – en stridbar Natur. Han priser Tilstande, hvorunder stridige Meninger kommer til Udtalelse og Sammenstød. „De Ulejligheder, som fødes af Usamdrægtighed, ere ligesom Stormvinde, hvilke nedslaae Huuse og Træer, men tilligemed rense Luften, og hindrer, at den ikke af for megen Stilhed raadner. Det er Mennesker tienligere at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at leve udi en brutal Samdrægtighed.“
Docilitet, Lærvillighed. Brutal, dorsk, raa.