Af Holbergs Epistler og lignende Skrifter ser vi, at
han har beskjæftiget sig særdeles meget med theologisk Læsning.
Ikke just fordi saadanne Studeringer stemte mest med
hans naturlige Tilbøjelighed; men Tiden var i høj Grad
frugtbar paa theologiske Stridigheder, som maatte være ham
en Spore til atter og atter at overveje religiøse Anliggender.
Det var en Tid, da man, for at bruge H.’s egne
Ord, hvert Aar saa „spidsfindige Mænd at fremkomme med
Skrifter mod Religionen i Almindelighed, og ikke at disputere
om een og anden Troens Artikel, som forhen er skeed,
men at angribe Troens Grundvold, og at løbe Storm til
dens Hoved-Fæstninger.“ Han kunde ikke staa som ledig
Tilskuer ved disse Bevægelser, og da han efter sin fjerde
og betydeligste Udenlandsrejse havde lyttet til de franske
Fritænkere, og – paa den anden Side – med egne Øjne
seet det papistiske Uvæsen i Rom, kunde han ikke værge sig
mod mangehaande Tvivl om den aabenbarede Religions
Sandhed. „Jeg troede,“ siger han, „at det var et Menneskes
Pligt at undersøge det, han havde lært af sine Forældre,
at læse i de forbudne Bøger, og tvivle om alting.“
Han kunde ikke „efter visse Gejstliges Exempel tractere hine
Fritænkere med Foragt, men maatte ansee dem som Fiender,
hvilke man maa møde med Hielm, Skiold, Pandser,
og bevæbnet fra Hoved til Fod. Jeg haver fundet udi
deres Skrifter Objectioner, hvorved jeg haver stønnet, og
Knuder, som jeg ikke saa let haver kundet løse.“ En anden
Spore til religiøs Betragtning havde han i sin bestandige
Sygelighed, thi „et Menneske, der fremdrager sin Tid udi
Sygdom og Affliction, tænker meer paa det Tilkommende,
end de, som ideligen leve udi Sundhed og gode Dage.“
Sin Religiøsitets Karakter betegner Holberg maaske
mest træffende med det Udtryk: en bekymmerlig Eftersøgning.
Tractere, behandle. Objection, Indvending. Affliction, Bekymring.
