af den Roes, som gemeenligen tillægges een og anden med disse Ord: Det er en Mand, som frygter Gud; man maa ogsaa efterforske hvad han bestillev mellem Fro-Prædiken, Høymesse og Aften-Sang, om hans Gudsfrygt er den samme om Mandagen, som den var om Søndagen, ja om han ikke efter den almindelige Maade alternerer med Bønner og Synder.“ Han har ogsaa jevnlig et spydigt Ord ved Haanden mod de Vækkelser, som pludselig fremkaldes ved Verdens Modgang, og minder i den Anledning om Finlappen, som da han faldt i Vandet blev meget andægtig, „men da han udi denne Fare fik fat paa Greenen af et Træe ved Strandbredden, hvorved han kunde redde sig, sagde han: nu hielper jeg mig selv.“
Som det i et og alt kun gjaldt Holberg for Sandhed hvad der var selverhvervet ved samvittighedsfuld Overvejelse, saa er der i denne Retning intet han ivrer sterkere imod, end den bekvemme Vanekristendom, som af Magelighed følger Strømmen, idet man „jevnt troer alt hvad de fleste got Folk udi Staden tro. Jeg veed, at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe: jeg veed og at Religionen ikke som et Fideicommis eller Arvegods forplantes fra Fader paa Søn, men at den maa grunde sig paa Examen, og kan jeg for min Part sige, at hvis jeg farer vild, saa haver det kostet mig meere at vildfare, end det haver kostet mange andre at troe ret.“ Fornemmelig skjærper han sin Satire mod den blot ydre Gudsdyrkelse: „En gudfrygtig Mand er den, som paa visse Timer om Dagen ligger paa Knæe, og med oprakte Hænder til Himmelen beder, eller bevæger sine Læber som, naar han hører Klokken ringe, erindrer sig udi en Hast at han er en Christen, og følger Strømmen med dem, som gaae i Kirke.“ „Jeg forsømmer ikke at bede,“ heder det et andet Sted, Alternere, skifte. Examen, Undersøgelse.
