„men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets Forbedrelse end udi Bønner“ – allermindst i Saadanne, hvorunder „en Skoemager adresserer sig til det højeste Væsen med en Syel i Haanden, en Skræder med sin Sax, en anden paa anden usømmelig Maade, saa at intet er almindeligere iblandt Christne, end at tale med Gud udi deres daglige Handtering og Arbeide, og det ligesom en passant, for ikke at spilde Tiden. En sætter til paa et Giestebud den yderste Skilling, og Dagen efter raaber: Giv os i Dag vort daglige Brød, og mangen Skræder klipper sin Næste en Alen til Skade, medens han tilligemed intonerer: Jeg vil din Priis udsiunge. Men det er Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse over sine begangne Synder og tilligemed fuld af Tillid til Guds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen siger: Gud vær mig Synder naadig! Jeg siger, det er Spørsmaal, om han ikke beder meere, end den der ved en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog igjennem.“
At Holberg hyldede Troesfrihed, er en Selvfølge: „Fra den første Tid, jeg kunde skiønne paa Ondt og Godt, har jeg altid holdt Tolerance for en sand Christen Dyd.“ Han havde med egne Øjne seet Samvittighedstvangen i dens hæsligste Skikkelse i Kristian den 6tes Tid, da man satte Folk i Gabestokken for Forsømmelse af Kirkegang, og drev dem til Alters med Trusler om Vand og Brød, og det er kanske netop denne Tid han har for Øje naar han siger: „Man kan vel tvinge Mennesker til at giøre, men ikke til at tænke, og naar man ikke kan tvinge dem til at tænke, saa udvirkes ved Tvangen alleene, at Mennesker drives til at sige andet end de meene, hvilket er at giøre dem af En passant, i Forbigaaende.
