vildfarende Folk til Øyenskalke. Man kan tvinge en til at sige: jeg troer; men man kan ikke tvinge ham til at troe, og det er ligesaa ugiørligt, at vinde en Vildfarende med Riis og Svøbe, som at bestorme en Fæstning med Syllogismer.“ – Men paa samme Tid som Holberg indskjærpede „Taalighed og Sagtmodighed“ mod „Kjettere,“ d. e. saadanne som vildfare i god Tro fordi de ikke ved bedre, indskrænkede han paa den anden Side – og det er meget betegnende – sin Tolerance med Hensyn til dem der i sine religiøse Meninger „følge alleene sin indvortes Drift, som de kalde Samvittighed og Guddommelig Inspiration, og som paastaae, at andres Samvittighed skal rette sig efter deres, hvilket er ligesaa ubilligt som om en Spiller vilde paabyde, at de Kort skulde dominere eller være Trumf, som han havde meest Forraad paa.“ Om saadan „Fanaticisme“ bemærker han meget tørt, at han holder den for „en virkelig Sygdom og en hysterisk Passion, mod hvilken en Doctor eller Chirurgus opererer kraftigere end en Præst eller Missionarius,“ og „om end saadanne Sværmere ere gode Mennesker, der sige hvad de meene, og uden Skye øve det, de holde for at være deres Pligt, saa ere de dog saadanne som man mindst kan tolerere udi et Societet.“[1] Han havde en naturlig Sky for saadanne Ivrere, der kom i Li- Syllogisme, Fornuftslutning. Principium, Grundsætning.
- ↑ Angaaende Katholiker, fornemmelig Jesuiter, havde Holberg meget strenge Anskuelser; thi „her handles ikke om større eller mindre Vildfarelser, men om visse Religions Principiis, som stride mod Regieringen.“ Saadanne mener han bør ikke tilstedes Borgerskab, „ikke saa meget af Had som af Frygt,“ ligesom man i en beleiret Stad uddriver endeel Borgere af Frygt for Hunger og Oprør. „Det er dermed en vis Gierning undskyldes, som her tildrog sig i forrige Svenske Krig. En Jyde-Skude mødte udi Søen et Svensk Skib, som var bleven lek og vilde siunke. De Svenske anholdte om Hielp. Jyderne, som vare barmhiertige, bevægedes deraf. Men,
