mine Tanker de 9 Musæ ingen Fortrydelse bære derover. Thi Academier ere stiftede for at excolere de Studeringer, hvorved Kirke, Stat og Borgerlige Societeter opbygges. Det kommer ikke an paa, hvo der haver studeret mest, men hvo der haver studeret best. Og naar saa er, kan jeg ikke see, at man jo med lige saa stor Føje kunde give en Magister- eller en Doctorhat til en Agermand som til en Grammaticus – af den Beskaffenhed, at „naar man tager Hatten af ham, tager man og Hovedet,“ – „med mindre man vilde sige, at det er meere magtpaaliggende at rangere Ord og Gloser, end at forbedre et Stykke Land, eller meere magtpaaliggende at reense en gammel Poet fra Copiist-Fejl, end at reense en Ager og giøre den frugtbar.“ Han følte sig saaledes lidet tiltalt ved de strengt filosofiske Studier; hans Filosofi var: sund Fornuft, øvet gjennem Iagttagelse og Erfaring og udviklet ved Granskning af „magtpaaliggende Ting, som ved Studering og Meditation kan udfindes.“ Derfor havde han ikke alene lidet Brug for den saakaldte logica artificialis (som vi kjender af Erasmus Montanus) „saasom jeg er fornøyet med den jeg haver af Naturen;“ men ogsaa den egentlig filosofiske Spekulation, „de abstracte og transcendentalske Betragtninger“ var han tilbøjelig til at anse for en ørkesløs Beskjeftigelse, og de filosofiske Stridigheder vilde, mente han, rimeligvis „vare til Verdens Ende, og indtil Forstanden udi det andet Liv bliver ret forklaret.“ For sit eget Vedkommende tilstaar han, at han, uagtet han „ofte læser Methaphysiske Skrifter, liden Fremgang derudi haver kunnet giøre,“ og da han i sit 32te Aar blev Professor i Metaphysik, var det kun ugjerne han overtog dette Embede, „thi jeg vil rundt ud bekiende, at Metaphysica aldrig kunde komme i større Fare, end under mit Formynderskab.“
For at opnaa sand Dygtighed anbefaler Holberg viseligen, at begrænse sine Studeringer i en bestemt Retning:
