Skolemester, som ikke kunde lide, hvad hans Disciple talede og skreve, uden det var mørkt og uforstaaeligt, og derfor ideligen giorde saadan Erindring til dem, nemlig: skotison, det er: Giør det mørkt. Og, naar de saadant havde efterlevet, sagde han: Nu er det godt; thi nu forstaaer jeg det selv ikke.“
En anden Anke, til hvilken han jevnlig kommer tilbage, gjelder de unødige Omsvøb og den pedantiske Vidtløftighed. „Man giør Knuder blot for at løse dem, og bygger alleene for at rive ned, saa at en anseelig Deel af Menneskets Liv kand lignes ved Kegle-Spill, hvorudi man nedslaaer for at opsætte og igien opsætter for at nedslaae, eller som Tobak-Smøgen, naar man suer Røg til sig, for at udblæse den strax igien. Naar man betragter de store Bevægelser, som dagligen skeer paa høje Skoler og Gymnasier, naar man hver Time hører de lærde Klokker ringe, item Auditoria og Cathedræ at snurre, kand man ikke andet end forestille sig stort og frugtbart Arbeide. Men alt hvad som haver Apparence, er derfor ikke Realitet. Man kand sveede og trettes ved en stærk Gang, men naar man gaaer alleene frem og tilbage, kommer man aldrig til Maalet, men med all saadan Bevægelse er og bliver paa det samme Sted. Jeg haver intet Academisk Programma seet, der andet haver givet tilkiende end disse Ord: Imorgen skal holdes en Grad, og dog fylder et heelt Ark paa Regal Papiir. Thi de mange Broderier om Apolline, Phøbo, de ni Gudinder og andre Ting, som kommer aldeeles intet Invitationen ved, maa fylde Papiret. Saaledes skulde man og finde mange tykke Volumina, som ved Mynstring vilde blive meget tynde. Man kan ligne deslige Skrifter ved unge Apparence, Udseende, Skin. Realitet, Virkelighed. Volumina, Bind.
