i den frie Natur, ja som under sin Strid for Næringen og Livet nødvendigvis have maattet bruge alle sine Sandser og Evner. Og det er just, som det skal være, at et Folkeoplysningsskrift som Folkevennen, der idelig maa hente Underholdning og Belærelse fra Videnskabsmændenes Studeringer, ogsaa gjerne vil tjene som Mellemled, om en Videnskabsmand nu og da kan have noget at spørge Lægfolket om.
Jeg tvivler ikke om, at der til Svar paa Professor Edlunds Spørgsmaal allerede er en hel Del Iagttagelser samlede hos de Tusinder af driftige Lodser og Skibsfolk og Fiskere, som fare ud og ind ved vor mærkværdige Kyst, fra Christiania til Nordkap. Kom med det! Kan Hr. Edlund siden sige, at Meddelelser fra norske Almuesfolk have været ham til Nytte ved Løsningen af et videnskabeligt Spørgsmaal, saa har han gjort os en Tjeneste fuldt saa stor som den, han selv beder om.
Ved Sager som nærværende gjælder det som en Regel, at man ikke maa holde tilbage den Oplysning, man maatte være istand til at give, fordi man selv anser den for ringe. Et Træk, som i sig selv monne være lidet, kan for Forskeren indeholde en uventet og vigtig Oplysning, og ved at lægge sammen mange smaa Ting kan man jo ofte faa ud en stor.
Man kan svare paa Professor Edlunds Spørgsmaal nu strax, efter hvad man allerede har bemærket og kjender til. Man kan ogsaa siden, til næste Aar, give Tillæg til det første Svar, dersom man nemlig i Vinterens Løb ser og erfarer noget Nyere eller Vissere.
Meddelelserne kunde sendes til Telegraf-Direktør Nielsen eller ogsaa til mig, som da igjen vil sende dem til Hr. Nielsen. Denne vil da befordre dem videre. – Med Tiden skal Folkevennen maaske have den Fornøielse at berette, hvad Udbytte den svenske Forsker har formaaet at vinde ud af norske Meddelelser.
Eilert Sundt.
