Side:Folkevennen 1863.djvu/159

155

som paalagde ham at forblive ugift. Hvis han nogensinde havde sværmet for det huslige Livs Lyksalighed, var det længst glemt; nu tænkte han fornemmelig paa alle de Forstyrrelser, det vilde medføre i hans engang tilvante Liv, og slog sig til Ro med den Trøst, at han efterlod sig Bøger, efterdi han ikke kunde have den Lykke at efterlade sig Børn. „Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser; men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke jeg dog ikke kand imodstaae. En Hund, som gjøer, en Dør som tilslaaes, kand bringe mig ud af Skik.“ Hans Tjenere maatte gaa op ad Trappen med faste, lydelige Skridt, for ikke at forstyrre ham ved at træde pludselig ind, og han har viet en hel Epistel til Beklagelser over Gadevægteren, som efter den store Brand skulde raabe hvert Kvarter, „hvilken Anstalt var et Tordenslag for mig, thi saasnart han ved Raaben havde fuldendt sin circulaire Gang (paa Gammel-Torv) og Kvarter-Timen var tilende, maatte han strax begynde paa nye igien, hvorudover jeg havde en Basso continuo uden Pause den heele Nat igjennem.“ I et af sine Epigrammer opregner han alle de Egenskaber, Den skulde baade have og ikke have, som han vilde vælge til sin Hustru, og ender med: „Kort at sige: jeg vil have saadan Hustru som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke gifte mig.“ – En Dame, som holdt paa at opmuntre ham til at opgive sin eenlige Stand, spurgte ham, hvad det da var for Ulejligheder, han frygtede saa meget for. „Derpaa spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for mig til at paastaae en Skilsmisse-Dom. Hvorpaa jeg gik bort, og efterlod hende i en heftig Latter.“ Han vender ofte tilbage til denne Sag, baade i Spøg og Alvor, blandt Basso continuo, bestandig Bas-Sang.