som paalagde ham at forblive ugift. Hvis han nogensinde
havde sværmet for det huslige Livs Lyksalighed, var det
længst glemt; nu tænkte han fornemmelig paa alle de Forstyrrelser,
det vilde medføre i hans engang tilvante Liv,
og slog sig til Ro med den Trøst, at han efterlod sig
Bøger, efterdi han ikke kunde have den Lykke at efterlade
sig Børn. „Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser;
men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke
jeg dog ikke kand imodstaae. En Hund, som gjøer, en Dør
som tilslaaes, kand bringe mig ud af Skik.“ Hans Tjenere
maatte gaa op ad Trappen med faste, lydelige Skridt, for
ikke at forstyrre ham ved at træde pludselig ind, og han har
viet en hel Epistel til Beklagelser over Gadevægteren, som
efter den store Brand skulde raabe hvert Kvarter, „hvilken
Anstalt var et Tordenslag for mig, thi saasnart han ved
Raaben havde fuldendt sin circulaire Gang (paa Gammel-Torv)
og Kvarter-Timen var tilende, maatte han strax
begynde paa nye igien, hvorudover jeg havde en Basso
continuo uden Pause den heele Nat igjennem.“ I et af
sine Epigrammer opregner han alle de Egenskaber, Den
skulde baade have og ikke have, som han vilde vælge til sin
Hustru, og ender med: „Kort at sige: jeg vil have saadan
Hustru som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke
gifte mig.“ – En Dame, som holdt paa at opmuntre ham
til at opgive sin eenlige Stand, spurgte ham, hvad det da
var for Ulejligheder, han frygtede saa meget for. „Derpaa
spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun
tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for
mig til at paastaae en Skilsmisse-Dom. Hvorpaa jeg gik
bort, og efterlod hende i en heftig Latter.“ Han vender
ofte tilbage til denne Sag, baade i Spøg og Alvor, blandt
Basso continuo, bestandig Bas-Sang.
Side:Folkevennen 1863.djvu/159
Denne siden er ikke korrekturlest
155