Een stiv, haardnakket er, og giver knubbet Ord,
Een anden hører man at have giort et Mord.
Lucia finder du paa Trappen med Skolmester,
Frans, Peer studere ey, vil ikke være Præster.“ o. s. v.
Holberg lægger intet Dølgsmaal paa de Skrøbeligheder, som dels var ham medfødte, dels mere og mere udvikledes under hans indesluttede Stueliv, som det da i det Hele taget ikke er hans Sag at besmykke sine Fejl. Han var af Naturen „hidsig og tilbøielig til Vrede,“ og alt eftersom Alder og Sygelighed tiltog, blev det ham mere og mere vanskeligt at beherske denne Last, som han indrømmer er en Philosophus ligesaa uanstændig som at en Grammaticus taler galt, uagtet han paa den anden Side ingenlunde ubetinget fordømmer Passioner, „thi de ere saa nyttige for Sindets Helbrede, som Blodets Circulation er for Legemets, og dersom den skulde holdes for den største Philosophus, der haver mindst naturlig Ild og fast ingen Passioner, vilde mangen Træblok uforskyldt bekomme saadan Titel.“ Men hans medfødte Hidsighed viste sig i senere Aar mere og mere som Knarvurrenhed og Pirrelighed, idet hans skrøbelige Helbred efterhaanden udviklede sig til en trykkende Hvpochondri. Ulig andre Hypochondrikere var han sig sin Sygdoms Natur fuldt bevidst, og naar hans „onde Væsker“ til sine Tider fremkaldte „en hidsig Reformations-Geist“ saa at han fik Lyst til at sætte sig op mod den hele Verden, gjorde han først Stilstand med sig selv, „saasom jeg har erfaret, at det er allene en Nidkierhed, som kand drives bort med Laxere-Piller.“ Denne „ulideligste af alle Plager“ giver ham jevnlig Anledning baade til Klynk og Skjemt. „Svagheden er vel lærd og fornemme, men det er og alt hvad man kand sige til dens Berømmelse; og kan dette være saa liden Trøst for Patien- Passion, Lidenskab.
