ten, at jeg troer ingen tog i Betænkning at renoncere baade paa Stand og Lærdom, for at blive den kvit, og at han jo vilde heller være en fattig Bonde, end en bemidlet men miltesyg Doctor eller Magister. Ligesom andre ere plagede med en Mave, der væmmes ved alle Ting, saaledes er jeg plaget med et Sind der væmmes ved alle Ting, saa at jeg blandt 100 Mennesker neppe kan finde een, hvis Opførsel er mig til Maade, een dræber mig med Snak, en anden med Gebærder. Hvorudover jeg gaar ærgerlig fra de fleste Compagnier, og søger min Fornøjelse i Eenlighed.“ Der var snart sagt intet legemligt Onde, som jo plagede den stakkels Mand. „Iblandt kommer der en saadan Mathed over mit hele Legeme, at jeg snart maa krybe afsted. Snart er jeg saa rask til Fods, som neppe nogen anden, snart har jeg ondt i Hovedet, snart i Fødderne, snart har Sygdommen sat sig i Maven, og da fornemmer jeg undertiden Varme, undertiden Kulde i Indvoldene, snart altformegen Syrlighed i Maven, snart slet ingen.“ Og eftersom „de onde Væsker“ flyttede sig, nu i en Deel, nu i en anden Deel af Legemet, stemtes hans Humør forskjelligt, saa at han vexelvis følte ‚„Glæde, Bedrøvelse, Frygt, Mod, Mathed, Hurtighed, Hidsighed og Koldsindighed.“ Men han kjælede ikke for sine Svagheder, var altid paa sin Post mod „at de Ustadigheder mit Sind drives af, skal bryde ud,“ og det er sikkert ikke det mindst Beundringsværdige ved hans Personlighed, at han under saadan daglig Hjemsøgelse kunde opretholde sin Aandskraft og Sindets Ligevægt til en fremrykket Alder. Stundom hendte det vistnok at hans nervøse Temperament vandt Bugt med ham, som naar Scheibe fortæller at han i Raseri kunde jage en uvelkommen Besøger paa Døren med Tøffelen i Haanden; men han var, tilføjer den samme Biograf, strax rede til at erkjende sin Fejl, og søge at gjøre den god igjen.
Som det ofte gaar med dem der plages af bestandig
