træffende bemærker – spørges, om han ikke derved har villet foregaa med et Exempel, for praktisk at modarbejde den Gjestebuds-Overdaadighed, som dengang grasserede i Kjøbenhavn. Han klædte sig fint og paa Moden, for ikke „at singularisere sig,“ gjorde godt mod Fattige, men med skjønsomt Valg og oftest i Stilhed, havde smukke Værelser, kjøbte idelig Bøger, og – bemærker den nysnævnte Forfatter – hvormange Privatmænd vilde vel endog nu gjøre ham det efter, at betale af sin egen Lomme en 300 Spd. i vore Penge til Litteraturens Fremhjelp, som Holberg gjorde, idet han fem Gange udbetalte Præmier for „ziirlige og smukke danske Vers,“ som han lod trykke paa egen Bekostning.
En anden Grund til Holbergs Strenghed i Pengesager var det, at han havde en maaske overdreven Frygt for at man skulde, som det heder, spille ham paa Næsen, i den Tro, at saadan en Stuelærd ikke havde Tanke for Andet end sine Bøger. Det kunde han ikke taale: „naar nogen giør mig Uret for en Skilling, stiller jeg mig vred an, og affecterer mere Attention til mine Sager, end jeg virkeligen haver, saasom derudi er en Fornødenhed; thi saasnart Folk mærker Skiødesløshed hos en Mand, bliver han alle til Priis. Det er ved Efterladenhed udi Huusholdnings-Sager, at Fuldmægtige blive Principaler, Ridefogeder Proprietarier, og at een og anden anseelig Mand maa gifte sig med sin Huusholderske, med hvilken han til Medgift kan faae de udi mange Aar stiaalne Sager tilbage.“ Især var han i denne Henseende paa sin Post ved Bestyrelsen af sine Jordejendomme. „Naar jeg er paa Landet, maa jeg sætte mig i Harnisk, hvorudover jeg ogsaa, naar jeg rejser derud, legger al min Philosophie og moralske Regler i Forvaring i Vester-Ports Accise-Bod, indtil jeg kommer tilbage igjen. I Staden er jeg Philosophus, paa Landet er jeg Soldat. Mine Naboer bildte sig ind, at Singularisere sig, pege sig frem.
