jeg saa reent havde fordybet mig i Studeringer, at de gandske tryggelig kunde drille mig saa meget som dem lystede, hvorudover de ogsaa forsøgte, hvor vidt min Taalmodighed strakte sig; men da de fornam, at jeg ikke aldeeles var ubevæbnet, men passede paa mine Sager, fik jeg strax Stilstand, og siden efter fuldkommen Fred.“ I det Hele taget staar Holberg som Godsejer for os i et ganske særeget Lys: vi ser ham her som den praktiske Forretningsmand, der saar og planter, bygger og rydder, og bistaar sine Bønder med Raad og Daad. Han havde ogsaa den Tilfredsstillelse, at se det hidtil vanrøgtede Gods trives under hans Bestyrelse; „saa tidt jeg ligner Godsets nuværende Tilstand med den forrige, finder jeg mig ret fornøjet og glad: jeg glæder mig ved, at jeg nogenledes har opfyldt en god Borgeres Pligt, og at jeg har givet nogen Skikkelse til et forvirret Chaos,“ og vi faar en Mundsmag af hans landlige Livs Hygge, naar han i en af sine Epistler fortæller at „den liden hvide Qvie, som min Herre saa i Fior, laver allerede til Barsel. Saa snart den bliver lykkeligen forløset, skal jeg lade min Herre det formeligen vide, helst om det bliver med en Qvie-Kalv, som nu[1] er et Foster af Importance.“
Han kunde ogsaa paa sin Vis glæde sig ved Naturens Betragtning. Jeg siger paa sin Vis; thi hans Sans for Naturskjønhed var vistnok temmelig forskjellig fra vore Dages. Den har havt mere tilfælles med Bondens, som kalder en Egn vakker, naar den viser store Strækninger af veldyrket, frugtbar Ager og Eng. Da han i sin Ungdom vandrede gjennem det for sin romantiske Natur berømte Savoyen, fandt han det var „klippefuldt og fælt at se til,“ og sit eget Fædreland har han rimeligvis betragtet som et Importance, Vigtighed.
- ↑ Efter den heftige Kvægsyge, som hærjede Sjælland i 1745.
