af de hæsligste i Verden. Han saa Naturen i dens Forhold til Menneskelivet, og glædede sig ved dens Liv, som man glæder sig ved enhver anden uforstyrret, regelmæssig Virksomhed. „Jeg finder Behag udi at see Jordens Grøde fremspire og indhøstes,“ siger han, og betegnende for Komikeren forekommer det os at være, naar han tilføjer at see Kjør og Faar gaa til sine Samlingspladse „ligesom i Procession.“
En af hans kjæreste Adspredelser var at slaa en Sladder af med Bønderne, af hvis usminkede naturlige Væsen han havde baade Underholdning og Belærelse. Den Samtale han i den 29de Epistel fortæller han havde med en Bondemand om et latinsk Program, giver os et fornøjeligt Indblik i hans Maade at omgaaes Almuen paa; vi har ogsaa i flere af hans Komedier det bedste Vidnesbyrd om hvorledes han havde levet sig ind i Landalmuens Væsen og Tænkemaade i forskjellige Retninger; blandt andet er, (ikke at tale om Jeppe paa Bjerget) det elskværdige Par i Erasmus Montanus sikkert de gemytligst opfattede af alle hans Karakterer. „Saaledes er mit Sind, at endog Bøndersladder kan fornøje mig mere, end de Lærdes allernetteste Tale,“ og man synes, naar han taler om Landalmuens jevne uforstyrrede Liv, at læse mellem Linjerne, at han nok gad give baade sin Velstand og sin Lærdom, for at kunne føre det samme sorgløse Naturliv, ligesom han i Byen sagtens mere end en Gang med et mismodigt Smil har seet „en suurmulende Herre udi en forgyldt Portechaise at bæres af glade og lystige Porteurs.“
Paa denne Maade var han ligesaa „sociable paa
Landet“ som „misanthrope i Staden;“ thi her generedes
han af de mange i hans Øjne intetsigende Formaliteter
som den civiliserede Omgangstone medfører, saasom „alamo-
Sociable, omgjængelig. Misanthrope, menneskesky.
