vendte altid tilbage til dette sit Yndlingsstudium, ja endog sin poetiske Virksomhed synes han i de senere Aar kun at betragte som en Afstikker fra den Bane, hvortil han følte sig særlig kaldet. „Jeg holder det historiske Videnskab næst Guds Ord for det nyttigste og vigtigste af alle, naar det bliver læset med de rette Øyen. Jeg lærer deraf at kiende Lande: Jeg lærer at kiende Mennesker: Jeg lærer at kiende mig selv: Ja jeg lærer at spaae: Thi man kand af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfore i visse Maader holde hver grundig Historicum for en Prophet.“ Hans Virksomhed som historisk Forfatter er forsaavidt beslægtet med hans poetiske Aandsretning som det ogsaa her var ham det Væsentlige, at fremstille Individualiteterne i et levende Lys; han klager over, at man „udi vort Norden saavelsom udi visse Nabo-Lande stræber efter at giøre tykke Bøger, publicerende alt hvad som findes udi gamle skrevne Papirer, uden at examinere hvad som interesserer Læseren eller ei,“ og regner sig det fremfor alt andet til Fortjeneste, at han ved sine historiske Skrifter, „haver søgt at bestride en slet og fordærvet Smag.“
(Sluttes.)
Til Notefisket udfordres flere Apparater end til Garnfisket. Et Notelag er ogsaa en hel Kapital, da der udfor-
