især naar det, som ofte sker, maa udføres om Natten. Men nu har vi Silden i Laasen, hvorledes skal vi nu faa den paa Land. En Laas er ialmindelighed saa righoldig, at der udfordres en 20 til 30 Fartøier for at modtage dens Indhold. Desuden er den store Not saa tung, at det vilde være umuligt at drage den paa Land. Nu maa vi til med Orkastensterne. I et heldigt Øieblik, naar Silden, der farer omkring, som naar man rører i en Gryde, er nær Land, gjøres Kast indi Laasen, akkurat som det egentlige Hovedkast. Og saa erfarne ere Baserne, at de som oftest i hvert Orkast kunne tage saa Meget eller saa Lidet, de ville. Naar nu Ørerne af Orkastenoten ere komne tillands, begynder Bærmingen. Dette sker saaledes, at man tager Underkanterne hvori Stenen staar og bringer dem hen til hverandre. Saaledes hales hele Tiden, indtil Silden er bleven indskrænket paa et saa lidet Rum, at den ei kan undfly Hoven. Man vil forstaa, hvordan dette er muligt, ved at erindre, at Flaaen ligger oppaa Vandet. Naar saa Stenene bringes lige hen til hverandre, saa vil den fortsattte Halen bringe Underkanterne til at mødes ogsaa ude i Vandet, og idet de gaa ligeved hverandre langs Bunden, hjælpe til ligesom at danne en Sæk, hvori Silden er sammenstuvet. Man haler, indtil alle Stene ere paa Land. Nu lægger man sig rundt denne Sæk med Baade, som man fylder ved Hjælp af de store Hove, som vi tidligere har omtalt. Derefter ror man hen til Fartøiet, som man fylder ved Hjælp af de smaa Hove, hvormed man kaster Silden over Siden ned i Rummet.
Hidtil har Alt gaaet saa greit og godt. Nu skulle vi se lidt paa Vanskelighederne. Naar vi tænker os tilbage i Stillingen, erindre vi, at vi havde Noten langt ude og hive i Spillet. Pludselig staar Noten fast, Spillet formaar Intet. Da har Underkanten stødt paa en Sten i Havbunden, som er for stor, til at Noten kan tage den med sig.
