have Navne endogsaa paa Lønbøernes skjulte Klipper. Det er, som at hver Sten skulde være kjendt. Hvorledes ere disse Navne blevne til? Hin Lønbø heder saaledes „Brødrene.“ Naar fik den det Navn, og hvorfor? Kanske fordi to eller tre Brødre engang i Fortiden have forlist der ligesom de tre unge Mænd i vor Beretning. At blive kjendt med alle disse Skjær og Grunde, disse Seil-Løb og Fiskepladser, det har været Aarhundreders Værk, og hvorledes Folket i disse lange Tider vel har arbeidet og lidt hist ude ved Kysten, det have vi nu seet en Prøve paa.
Nu skal jeg bede Læseren følge med nogle Dagsreiser længer mod Nord, til Senjen, til den Skueplads der, som det næste Kaart vil fremstille. En Beretning herfra, af Sognepræsten til Lenvik, lyder saaledes:
„Tiden. 15de November 1862.
Stedet: Malangan, yderste Del mod Havet.
Maaden: Kuldseilede.
Anledningen: Manden skulde reise over til Hillesø fra sit Hjem i Edø for at hente Medicin til sin syge Kone; sætter, for at nytte Dagen vel, Linen ud paa Henreisen til Hillesø; havde sin Tjenestedreng med.
Tilregnelighed: Fra Edø til Hillesø er omtrent ¼ Mil, skarpt Stykke Vei, da Havet næsten bestandig trykker ind igjennem dette Sund. Folket i Eds og Hillesø agte dog ikke dette Stykke for Noget, og en Mand seiler gjerne over alene. Den 15de Novbr. var der en Klo Vind derude, men det regnes i Hillesø for meget godt Veir. Manden Hans Peder havde vist ikke den Dag nogen Betænkelighed ved at tage en ganske liden Baad og vel ikke mere Ballast end han havde i Linstamperne. Jeg antager, at Linen i Længde kunde naa omtrent midt i Sundet, og strax efter Linens Sætning har han kuldseilet.
Vant til at heise Seilet paa en Otrings- og en Fembørings-Baad – et tungt Arbeide, naar Seilet er blevet vaadt af Sø eller af Regn, endog for 2 Mand, heiser Fiskeren Seilet paa en Trerømming lettere, end en af os heiser et lidet Flag, og Ulykken her er upaatvivlelig skeet derved, at Seilet er kommet for snart i Toppen, før Vinden rigtig var kommen i det fra neden
