dem. Det var mig stundom, som om jeg fornam Dødssukkets sagte Aande gjennem Stormens Hvin og Bølgernes Brusen og Søfuglenes klagende Skrig.
Bag hvert af de Tal, som dette Kapitel skal indeholde, er der gjemt en alvorlig Begivenhed, og den hele Række af Tal kan betragtes som en kortelig beskreven Mindetavle over dem, som det Aar sank paa de vaade Veie.
Beretningen for 1862 angive Navn for Navn netop 200 Druknede, af Tromsø Stifts egen Befolkning (saa altsaa nogle faa Fremmede ikke ere regnede med).
Et saadant Tal er, som jeg ved tidligere Leiligheder har gjort opmærksom paa, overmaade stort, naar man regner efter Folkemængden og sammenligner med andre Egne og Lande. Men i Sammenligning med tidligere Aar for Tromsø Stift selv maa det kaldes regelmæssigt.[1]
- ↑ I Fem-Aaret fra 1856 til 1860 var det laveste Tal for et Aar 182, det høieste 206, og Middeltallet 195 – ifølge de almindelige Aarslister fra Præsteskabet til Indre-Departementets Tabelkontor. Men ifølge de særskilte Meddelelser fra Præsterne skulde Tallet for 1861 være saa lavt som 157 (Folkev. 1862 Side 333), Nu kommer det dog op, at dette Tal var noget for lavt. Beretningerne begyndte nemlig fra Nytaarsdag 1861 og skulde gaa til Nytaarsaften; men formedelst den vanskelige Samfærsel i hine Egne kan det stundom gaa Uger og Maaneder hen, inden et Dødsfald bliver meldt for Præsten, og saaledes er det gaaet til, at 15 Personer, som i Virkeligheden vare døde ved Drukning i November og December 1861, først ere blevne tagne med i Beretningerne for 1862. Dette Tal 15 bør altsaa lægges til Tallet 157 for 1861. Og det er jo ikke nøiagtigt, naar disse samme 15 nu ere indbefattede i Tallet 200 for 1862; men det kan jo ventes, at omtrent lige saa mange af samme Grund ville blive overførte fra 1862 til 1863.
dette Schema. Derved, og ved den større Opmærksomhed, som Præsterne i det Hele taget have skjænket Sagen denne Gang, er denne sidste Aargang af Beretningen bleven baade fuldstændigere og fyldigere end den forrige.
