der er mange Slags Nordlandsbaade, som dog alle høre sammen formedelst Lighed i Grundform, og kun ere ulige i Henseende til Størrelse og som Følge deraf i Henseende til Indredning.
Ved Tømringen med Spant (Band, Knæ) og derefter ved Indredningen med Tofter deles Baadens hele Rum i tvende „Skot,“ eller Afdelingerne ved Frem- og Bagstavnen, samt i et større eller mindre Antal af „Rom“ eller Rum imellem to og to Tofter. Den større Baad kan indredes med flere Rum og altsaa „rømmes,“ som det heder, til en Baad af høiere Orden (Fembøring, Ottring o. s. v.) end den mindre Baad.
Paa de to første nær benævnes derfor de forskjellige Ordener eller Baad-Slags jevnlig efter Antallet af Rummene, eller eftersom Baaden er „rømt.“ Disse Baad-Slags opregnes saaledes:
1. Fembøring,[1] paa Helgeland tillige eller vel endog mest kjendt under det Navn Sexroring, 12-aaret Baad med 6 Rum foruden Skotterne, sees stundom roet af 6 Mand med hver sit Aare-Par, men ansees ellers for fuldt bemandet med 5.
Denne og tildels den næstfølgende Baad kaldes stundom slet og ret Storbaad.
2. Ottring eller Aattring, 10-aaret Baad med 5 Rum, stor nok til 5 Rorsfolk, men ogsaa fuldt bemandet med 4;
3, Halvfemterømming, 8-aaret Baad med 4 fulde Rum eller Rorpladse samt 1 Halvrum til yderligere Plads for Fiskeredskaber eller Varer;
- ↑ Den sidste Del af det sammensatte Navn svarer udentvivl til det oldnorske byrðing(r), et i de gamle Skrifter hyppig forekommende Navn paa et Slags Fartøi. Ordet synes at have Sammenhæng med borð, Bord, som betyder dels de tynde Fjæle, en Baad er bygget af, dels Skibets eller Baadens Side.