var mindre sødygtig. I et andet Tilfælde var det Mangel ved Baadens Tougværk. Hyppigere var Feilen med Baaden den, at den var for liden eller gammel og skrøbelig.
Den hyppigst begaaede Feil har dog været den, at man har lagt ud i utrygt Veir, ikke saa sjelden imod udtrykkelig Advarsel, eller at man har taget for megen Ladning eller har ført for høit Seil eller har vedblevet at seile, efter at det var blevet mørkt. Men det har ikke ofte været af ungdommelig eller ørkesløs Kaadhed; i Regelen har der været gode og ærlige Grunde for, at man gjerne vilde gjøre muligste Fortgang, men Betænksomheden har da svigtet.
Stundom har der ikke været Agtpaagivenhed nok under Seiladsen. Engang saa Halskarlen Rossen eller Vindstødet komme, men glemte at varsko Høvedsmanden, og det blev den Baads Forlis. I et enkelt Tilfælde kom selve Høvedsmanden til at slippe Skjødet, og dermed var det gjort. – Kun to Gange tilskrives Ulykken simpel Ukyndighed i Seilads; i det ene af disse to Tilfælde var det Fjeldfinner.
For det Allermeste er det altsaa meget undskyldelige Forseelser eller Mangler. Paa Landjorden pleie Feil, som ikke i sig selv ere af større Betydenhed, ingen Følger at have. Det er paa Havet, at de straffes saa haardt.
Sluttelig maa jeg bemærke, at med al Omhu for at faa Rede paa den hele Begivenhed og begrunde sin Dom have Beretningernes Forfattere ofte maattet afgjøre Sagen ikke alene efter Skjøn, men ogsaa efter Formodning, dette Sidste navnlig naar ingen af Baadens Mandskab blev reddet, og altsaa Ingen kunde fortælle hvorledes det Hele gik til. Men ogsaa dette er mig et Vidnesbyrd om hin Dygtighed i Sømandskab, at man saa klart og sikkert kan tænke sig ind i Begivenheden, saa det er, som om den var foregaaet for Ens Øine. Ligedan er det med Lægen, som kommer til en Syg: efter
