jeg fremsatte indtrængende Spørgsmaal om, hvori det stak, eller hvad Aarsagen monne være.
Dette tog Biskoppen i Tromsø sig af saaledes, at han tilskrev samtlige Stiftets Sognepræster og bad dem udtale sin Formening:
„1, om Grunden til, at Almuen ikke har villet lægge sig efter a lære at svømme, og
2, om der er Udsigt til, at Bestræbelser for at udbrede Svømmekunsten vilde finde Understøttelse hos Almuen.“
Paa faa Undtagelser nær have Præsterne indladt sig paa Sagen, og denne mærkelige Samling af Oplysninger har jeg nu faaet som Svar paa mit Spørgsmaal. Jeg kunde ikke ønsket mig det bedre.
Fra Nordlandenes sydligste Egne og til det yderste af Finmarken oppe mod Nordishavet er der adskillig Ulighed i de Naturomstændigheder, som indvirke her; dette kommer tydelig tilsyne i Besvarelserne. Men det kommer ogsaa til- syne, at selv Nabopræster ofte kunne komme til at fremstille Tingen uligt, fordi de lægge ulige Vægt paa de samme Omstændigheder. Der er de Præster selv i den sydlige Del af Nordlandene, som formedelst den ringe Sommervarme ikke kunne tænke sig, at Svømningen nogensinde vil blive synderlig udbredt, men lige omvendt høres der fra enkelte Præstegjeld i Finmarken Yttringer af Haab for Sagen, ja selv fra Vadsø aller yderst understøttes Sagen med Beretning om, at der haves uimodsigelige Kjendsgjerninger fra samme Præstegjeld der bevise, at man ved Svømning har reddet Livet.
Og som Exempel paa ulige Opfattelser (eller ulige Tilstande) i en og samme Egn, skal jeg meddele nogle Yttringer af to Nabopræster i Lofotens og Vesteraalens Øgruppe:
Den Ene:
Her i (dette Præstegjeld) kan jeg næsten med Vished sige,
