pelthen Pligtmæssige i for den, hvis Næringsvei er farligt Fiskeri, at lære at svømme. At tiltagende Oplysning vilde virke til Fremme af Svømmekyndighed vises ogsaa her af den Omstændighed, at de yderst Faa, der her kunne svømme, hører til det mest Oplyste af Almuen (2 af – – – s Sønner; stor flere Svømmekyndige af den egentlige Almue gives her neppe).“
Formedelst saadan Ulighed i Opfattelser bliver Sagen vistnok meget alsidigt og lærerigt fremstillet i disse mange Beskrivelser. Men det kan være tvivlsomt, om det skal lykkes mig i passende Korthed at faa gjengivet det Væsentlige af Bemærkningerne for og imod. Her skal jeg imidlertid forudskikke den Oplysning, at dersom jeg mest kommer til at dvæle ved Yttringer, som gaa ud paa at anbefale Svømme-Øvelser, saa er det ikke blot fordi de have været mig mest kjærkomne, men ogsaa fordi de Præster, som staa paa den Side, i Regelen have gjort sig mest Flid for at belyse Sagen og begrunde sine Meninger.
For det Første give disse Beskrivelser mig en omstændeligere Oplysning end jeg havde før om, hvordan det har sig med Badning og Svømning i hine Egne allerede nu, eller hvorvidt disse Øvelser drives for Tiden.
Saa langt mod Nord som til Tranø i Senjen, nogle faa Mil hidenfor Tromsø, omtales det jevnt, at Børnene bade sig for Moro. I hvert Provsti er der en eller flere Præster, som leilighedsvis omtaler dette, netop for at støtte den Mening, at det ogsaa maatte gaa an at svømme.[1]
Man udtrykker sig forskjelligt saasom, at det er sjelden, ikke saa sjelden, ofte, at Børnene bade sig o. s. v. Det sees, at de gjøre det af egen Drift, uden Tilskyndelse
- ↑ Nordenfor Tranø er dog Badningen blandt Almuen bleven berørt fra et Sted, nemlig Loppen i Finmarks-Havet: det heder, at Forældre af Almuen tør ikke lade sine Børn bade sig, af Frygt for Haifisken.
