Side:Folkevennen 1863.djvu/228

Denne siden er ikke korrekturlest
224

fra de Voxnes Side. Ja, det er ikke frit for at Forældrene heller med Flid skræmme Børnene fra Vandet, af Frygt vel for at de skulle forkjøle sig eller blive borte. Ellers sees Badningen øvet baade inde i Fjordbundene, hvor Elvene udgyde sit Snevand, f. Ex. i Vefsen, og yderst ude mod Havet, f. Ex. paa Værø.

Men helt igjennem forklares det, at det har sig saaledes med den samme Badning, at Børnene kun vade ud i Vandet og „blaske,“ som det heder – en Fornøielse, som de selv tildels kalde at „svømme.“ Men det bliver ikke til virkelig Svømning paa denne Maade, uden Anvisning udenfra.

Thi helt igjennem fremgaar det ogsaa af Forklaringerne, at denne Badning af de Ældre af Almuen almindelig agtes for „Barneværk,“ som maa ophøre, naar Gutterne begynde for Alvor at være med i de Voxnes Arbeide.

Ja, det holdes endog for uanstændigt for voxne Folk at klæde sig af og gaa i Vandet, saa, om Nogen endda undtagelsesvis gjør det, saa gjør han det helst i Hemmelighed.

Det er da ogsaa yderlige Undtagelser, at indfødte Almuesmænd i disse Egne kunne svømme. Det mærkeligste Exempel har jeg fra Vefsen, hvor Præsten gjennem Skolelærerne er kommen efter, at saa mange som 10 unge Mennesker kunne det. Ellers opgives Tallet til 5, 3, 2, 1. Men endnu oftere heder det, at saa godt som Ingen eller slet Ingen kan svømme, eller vel endog, at Svømning er en ganske ukjendt Sag, at Almuesfolk, som ikke have været paa Reiser paa fremmede Steder, vel aldrig have seet Nogen svømme, at Mange neppe nok har hørt, at der er en saadan Ting til.[1]

  1. En Undtagelse af særegen Art berettes fra Saltdalen: „En Mærkelighed tror jeg dog ikke at burde forbigaa her: i det