Og der er ikke Spor til, at denne Idræt har været
mere kjendt og øvet i Fortiden.
Dette er altsaa den nedarvede Tilstand. Men hvordan Skikken og Tilstanden skal blive i Fremtiden, det vilde jeg gjerne læse mig til i et Exempel fra Nutiden som Præsten Frost til Tranø beretter:
„De første Aar jeg var her paa Tranø, deltog min ældste Søn, som da var omtrent 12 Aar gammel, med de øvrige Drenge i Badningen; han havde lært at svømme i Holmestrand, og da de ældre Drenge saa ham svømme, toge de efter og nogle lærte da ogsaa lidt i den korte Tid. – En af disse Drenge kuldseilede senere paa Solbergfjorden udenfor Gaarden Bjørgan paa Indlandet i en liden Baad med sin Fader – Faderen tabte snart Modet og erklærede med det saa almindelige Udtryk, at Tiden var kommen, det kunde altsaa ikke nytte længere at friste Livet. Drengen derimod holdt sig paa Hvælvet, og uagtet han flere Gange blev kastet af, holdt han sig dog ved Svømning og kom paa Baadhvælvet igjen, indtil Folk fra Gaarden hørte hans Nødraab og kom ud og reddede ham; Drengen har senere erklæret, at det Lidet, han havde lært at svømme i Tranøskolen, bidrog til at redde hans Liv.“
Hvad nu angaar det første af de to opstillede Spørgsmaal, om hvorfor Almuen ikke har villet lære at svømme, saa gjøre mange af Præsterne først den almindelige Bemærkning, at Almuesfolk pleie studse over Spørgsmaalet og have ondt for at finde frem nogen Grund – et Mærke paa, at Tingen ikke har været Gjenstand for Betænkning og heller ikke for Villie og Valg. Flere af Præsterne have fundet Leilighed til at fremsætte Spørgsmaalet for større Forsamlinger, og et af de Svar, som har ligget først for Haanden, har været netop dette, at man ikke har tænkt paa det, ikke „gjet“ sig om det.
øverst liggende Dalstrøg, Junkersdalen, kunne Alle svømme; men Befolkningen bestaar der og mest af indflyttede Svensker.“
